Sacher Torte, alpint skiløb – og Mozart. Østrig er kendt for mange fine ting, men golf er ikke en af dem. Prøv eksempelvis at sige golf og Østrig i samme sætning. De fleste vil nok være blanke, nogle stykker tænke Made in Denmark-vinderen Bernd Wiesberger, mens de største golfnørder kommer på stortalentet Matthias Schwab. Men der er med garanti ikke ret mange, der kan nævne en østrigsk golfbane.

Og det er en skam, for alpelandet lægger dale og bjergsider til mange rigtig gode baner. En af de bedste – det har de faktisk papir på – er Golfclub Murhof lige nord for Graz i den sydøstligste del af landet.

De første slag på banen blev slået på banen for 45 år siden, en maj-dag i 1964. Siden har gruppen, der ejer banen ekspanderet voldsomt, og ejer nu flere anlæg rundt om i landet. Men Murhof Golf Club er fortsat flagskibet i samlingen.

Banen er anlagt i en dal, hvor de træklædte skråninger som et amfiteater agerer tavse tilskuere – deres applaus består som oftest af en stille hvislen; der er stort set ingen vind, de dage vi spiller på banen. Men en stiv kuling ville nok også have været i overkanten – oveni alle de andre forhindringer, vi skal overkomme på vejen rundt.

Banen er en typisk parkbane, hvor de fleste af hullerne er omgivet af masser af træer i mange forskellige sorter. Der er to søer på anlægget, men vandet er reelt kun i spil på 3-4 huller, og par 5-hullerne er i den lettere ende.

Det lyder jo ganske let. Men så er der lige par 4-hullerne. De fleste af dem er ganske lange og fyldt med udfordringer som for eksempelvis store træer midt i fairways og strategisk placerede bunkers. Og så selvfølgelig greens… De er uden sammenligning de hurtigste, jeg nogensinde har spillet på, måske fordi, der et par dage før har været afviklet en afdeling European Senior Tour på banen. Oven i hatten er green ultrakuperede og svære at læse – især hvis man som jeg ofte skal spille ind fra en af siderne eller chippe lidt ude fra. Banen er også ganske lang – 5917 meter fra gul tee

Banen er i super god stand og hullerne er flotte og meget afvekslende. Og specielt et af dem vil altid stå mejslet ind i min erindring. Nemlig 14. – et 458 meter langt par 5-hul, der bugter sig rundt om den største sø. Det er simpelthen et af de flotteste par 5-huller, jeg har spillet.

Er der virkelig ingen hår i suppen? De er godt nok svære at finde – men det skulle da lige være, at nogle af hullerne ligger lidt for tæt på hinanden.

Før golfspillerne rykkede ind i området, var her stutteri. Og det gamle hovedhus er i dag et stort og hyggeligt klubhus, hvor man fra terrassen har flot udsigt over anlægget. Og det, der minder om gamle staldbygninger, rummer i dag et hotel med glimrende, luksuriøse værelser, som varmt kan anbefales.

Golfclub Murhof er de sidste tre år blevet kåret til Østrigs bedste golfresort. Nu kender vi ikke så mange andre resorts i Østrig, men de skal godt nok være gode, hvis ikke prisen går til Murhof igen.

Hvis du er på modtagerlisten af dette digitale Dansk Golf, så er du måske en af de flere tusinde nye golfspillere, som er kommet til i 2020. Vi er glade for, at du vil være med. Men ved du overhovedet, hvad du er gået ind til? Golf kan transformere en drøvtyggende malkeko til en ildspyende drage. Læs bare, hvad Lene, Thomas, Anne og Svend kan betro. De indrømmer alle, at golf kan få det værste frem i dem, og alligevel kan de ikke slippe sporten.

Folk, der spiller golf i forvejen, kender kun de følelser alt for godt. Sporten har en særlig evne til at påvirke psyken, hvilket en lang række danskere er i gang med at opdage for første gang. Om tre uger gøres det officielle antal golfspillere i Danmark op, og alt tyder på, at vi når op over 153.000 golfspillere og dermed bliver flere end nogensinde. Efter nogle år, hvor klubberne har mistet medlemmer, er det næsten ikke til at forstå. 

Men under coronapandemien føles det ufattelige ofte ordinært, og midt i alle de triste nyheder, der påvirker så manges liv, kan vi glæde os over, at golfsporten stortrives. 

- Golf kan transformere en drøvtyggende malkeko til en ildspyende drage

Vi kan også glæde os over, at rigtig mange ikke-golfere har et godt øje til sporten. I magasinet kan du læse om konklusionerne af en undersøgelse, der kortlægger danskeres motionsvaner og deres tilbøjelighed til at prøve golfsporten. Og mens vi er ved det ufattelige, så er det ikke mere end fire dage siden, at hele vores opfattelse af elitens 2020-sæson ændrede sig. Rasmus Højgaard og Emily Pedersens sejre blev hentet med få timers mellemrum, og vi går bagom de to kæmpebedrifter.

Hvem er så den næste Emily eller Rasmus? Det spørgsmål kan have mange rigtige svar, men en af kandidaterne er utvivlsomt Amalie Leth-Nissen. Hun er blot 15 år gammel, men alt tyder på, at vi kommer til at høre meget til hende. Vi giver dig muligheden for at lære hende bedre at kende.

Om du er ny eller gammel i sporten, så håber vi, at du vil gå på opdagelse i Dansk Golf 3, som også rummer videoer, konkurrencer, en undersøgelse af læsernes holdning til, at pro’erne slår stadig længere, samt en podcast om det nye, verdensomspændende handicapsystem. Dansk Golf vil også fortsat leve videre på tryk. Næste trykte magasin udkommer om mindre end to måneder.

Og min kæreste er værre end mig

Navn: Lene Thomsen
Alder: 55 år
Klub: Dragør Golfklub
Golfspiller siden: 2016
Handicap: 22,4

Lene Thomsen beskriver sig selv som et forholdsvist roligt gemyt, som normalt kun kan finde på at råbe, når hun er til koncerter. 

Men det var inden, hun begyndte at spille golf. 

 - Jeg råber aldrig i arrigskab uden for golfbanen. Så bliver jeg nærmest lidt indadvendt. Men der sker simpelthen et eller andet på den golfbane. Det er lidt skræmmende, men jeg er 55 år gammel, har både kørekort og stemmeret, og så tager jeg mig selv i at stå og råbe FUCK i fuldt dagslys, fordi jeg ikke kan ramme den bold ordentligt. Det er jo lidt latterligt, når man tænker over det, siger hun. 

Det bliver dog ikke kun ved de verbale udskejelser. Lene spiller også vintergolf i Greve, og på et tidspunkt chokerede hun sig selv, da hun forsøgte at ramme en af sine farvede bolde med påskriften “Aqua Lene” - en gave fra hendes kæreste.    

- Jeg ramte den forkert med den 3-kølle, jeg lige havde fået, og så bankede jeg den to gange ned i vognen. Så slog jeg et dårligt slag igen, og så hamrede jeg gud-hjælpe-mig køllen ned i vognen igen og brækkede en dims af. Det var helt tåbeligt, siger Lene, der også har et bud på, hvorfor hun er så temperamentsfuld på en golfbane.

 - Det er fordi, at jeg så gerne vil det. Endorfinerne eksploderer jo inde i kroppen, når jeg laver et godt slag, og derfor bliver jeg så skuffet, når jeg misser et slag, som jeg ved, jeg kunne i går og i forgårs, forklarer hun. 

Lenes kæreste spiller også, og når de går en runde sammen, kan det være en eksplosiv cocktail. 

- Jeg er vand ved siden af ham. Han har et handicap på 5-6 stykker og er voldsomt passioneret, uanset om han spiller golf eller yatzy. Men hans adfærd på en golfbane har også gjort, at vi er blevet uvenner. Når han skaber sig og truer med at gå ind eller helt stoppe med at spille golf, så går ud det over mig, og så bliver jeg rasende. Min kæreste er kendt for sit temperament i klubben, og han er typen, som skal have en gravsten, hvor der står “Det er ikke rimeligt!”, siger Lene - som parentes bemærket også har mange gode ting at sige om sin kæreste. 

Lene forklarer dog, at hun har fået lidt mere styr på temperamentet. 

- Det er blevet bedre, og jeg prøver at tale pænt til mig selv derude. Så siger jeg højt til mig selv: Hvis du var bedre, så havde du nok et andet handicap. 

Temperament eller ej. Lene lever og ånder for golf i en grad, at hun har lagt sit arbejdsliv om for at få mere tid til at spille. Nu har hun et job som handicaphjælper med få lange vagter,, og det betyder masser af gode huller i kalenderen - og dermed også på hjemmebanen i Dragør Golfklub. 

Og “What happens på banen stays på banen”.    

- Det er sjovt, det der golf. Man kan gå ned ad 18. hul og være sur og arrig, men fem minutter efter at man har sagt tak for spillet, så sidder man der med sin kolde øl - og så har man glemt det igen og glæder sig til næste gang. Det er eddermame en mærkelig sport.

Jeg er ude af stand til at forklare min hjerne, at jeg ikke er Bryson Dechambeau

Navn: Thomas Bergstrøm
Alder: 51 år
Klub: Værebro Golfklub 
Spillet siden: 2000
Handicap: 16,7

Når Thomas Bergstrøm er på job eller går rundt derhjemme, foregår det med konstant hvilepuls. 

- Så har jeg overhovedet ikke noget temperament. Jeg tøffer rundt og kan slet ikke hidse mig op over noget som helst. Min kone kan til gengæld hidse sig op over alt, og så er det mig der siger “så så lille skat, det skal nok gå”, men en time senere står jeg så og knækker et 8-jern på golfbanen. 

Golfbanen er et af to steder, der kan få den 51-årige IT-medarbejders processor til at brænde sammen.  

- Det er det samme med tennis, og man kan måske diskutere, om jeg med min psyke skulle have valgt to af de mest teknisk svære sportsgrene, der findes. Men nu er det for sent, siger Thomas, der dog understreger, at han er blevet bedre til at tøjle temperamentet med årene.

Både Thomas’ tennistræner og hans golfkammerater har spurgt ham, om han tror det hjælper på hans spil at råbe ad sig selv. 

- Det er jeg ikke helt blevet færdig med at diskutere med mig selv endnu, for det er også en måde at tænde mig selv på. Det er ikke ubetinget negativt, men man kan snakke om, hvorvidt den form man anvender, nu også er den mest elegante. Nogen råber “kom nu” eller knytter næven. Jeg kan godt fortælle mig selv, hvor utrolig dårlig jeg er til den sport, men det er i forsøget på at gøre det bedre, ikke grave mig selv ned, siger Thomas. 

Efter 20 års op og nedture på golfbanen har Thomas forsøgt at finde en forklaring på, hvorfor hans ellers så rolige temperament kommer op til overfladen på golfbanen.  

- Det er mine fuldstændig urealistiske forventninger til egne evner, som slet ikke passer til det, der rent faktisk sker i virkeligheden. Jeg er ikke så dum, at jeg ikke ved det, jeg kan bare ikke styre det, for vi har jo alle sammen prøvet at ramme det perfekte drive eller slå en pitching wedge så rent, at den ligger en meter fra flaget. Det er det, vi jagter, og det er dybt frustrerende. Jeg ved jo godt, hvordan jeg skal gøre, men jeg er 51 år og lettere overvægtig - og åbenbart ude af stand til at forklare min hjerne, at jeg ikke er Bryson Dechambeau, siger han.

En af Thomas’ faste golfmakkere hedder Bjarne. De to mødte hinanden på begynderkurset i Smørum for 20 år siden og spiller nu cirka 30 runder om året sammen. Og her kan man i den grad tale om, at modsætninger mødes: 

- Når vi er færdige med runden, kan Bjarne kun huske de to gode slag, han slog, mens jeg kan gå ned i handicap og som det eneste huske det 8-jern, jeg flækkede hen over green på 16. hul. Han kan ikke hidse sig op over noget som helst på banen, men når vi kommer ind bagefter og diskuterer økonomi, kan han til gengæld flippe helt ud over Mette Frederiksen, siger Thomas, der plejer at starte sæsonen med at få nogle træningstimer - og derefter forsøger at få omsat det ude på banen. 

- Jeg synes, jeg går fornuftbetonet til processen. Men mit talent og min muskelhukommelse er desværre bare ikke på niveau med min intelligens. Og det er jo nok derfor, jeg sidder på et kontor i stedet for at løbe rundt ude på en golfbane. 

- Hvis jeg dummer mig på jobbet, bliver jeg også frustreret, men jeg har endnu aldrig i min 30-årige erhvervskarriere smadret et keyboard eller noget andet på arbejdet.

På golfbanen lyder tabstallene på en driver, et 8-jern og en putter.

Thomas understreger, at episoderne med driveren og putteren delvist var en kombination af raseri og uheldige omstændigheder. 

- Putteren kunne ikke ikke holde til at flyve 40 meter. Det stod der ikke noget om på pakken, men det var et flot kast. Med 8-jernet vidste jeg godt, hvad der skulle ske. Det var overlagt mord, siger han. 

- Jeg er en glad amatør, som har gået til håndbold, fodbold, billard, basketball og skydning uden at være et stort talent til noget af det. Så jeg burde måske vide, hvor jeg selv var, men det kan jeg slet ikke omsætte intelligensmæssigt. Oven i hovedet på mig selv er jeg åbenbart et kæmpetalent, der bare lige mangler det sidste i at bryde igennem, siger Thomas.  

- Men det er samtidig også det, der er så gennemført smukt og frustrerende ved den her sport. 

Jeg duer ikke til at være dårlig

Navn: Anne Normann 
Alder: 38 år
Klub: Golfklubben Storstrømmen
Spillet siden: 1992
Handicap: +0,3 

Da Anne Norman Hansen tilbage i 90’erne spillede på juniorlandsholdet, blev hun spået en stor fremtid af den daværende landstræner Anders Sørensen. Den langtslående pige fra Struer havde noget, de fleste andre ikke havde. 

Inklusive et temperament i den mere rødglødende ende af skalaen.  

- I juniortiden fik jeg altid at vide, at jeg havde et stort temperament, og det skulle der arbejdes med. Så der kom alverdens idrætspsykologer ind over med drømmerejser på kassettebånd, og jeg ved ikke hvad. Der var nok ingen tvivl om, at jeg var en af dem, der lagde flest timer hos idrætspsykologerne, og temperamentet har helt sikkert også kostet mig nogle udtagelser til mesterskaber, siger Anne Norman Hansen, som primært brugte munden, når hun skulle have afløb for frustrationerne.  

- Jeg har aldrig kastet med køller, men jeg var meget verbal. Både når det gik skidt, og det gik godt. Jeg er en meget følelsesmæssig person, og det skinnede igennem begge veje. Men jeg er overbevist om, at mit temperament er en del af min styrke, men samtidig er det også en hårfin balance. Når jeg slog et dårligt drive, råbte jeg for helvede eller i den dur. Så skulle der bare rases ud nu og her, men blev det næste slag også dårligt, forplantede det sig. Det kunne godt gå lidt ud over runden, fordi jeg var lidt for længe om at sunde mig, siger hun. 

- Men som regel var jeg i stand til at samle spillet op igen. Det tog hårdere på mig, hvis slutresultatet var dårligt. Så havde jeg svært ved at lægge det fra mig og tage hjem fra banen uden at være halvmuggen.

I 2010 skruede Anne alvorligt ned for golfkarrieren på grund af en genstridig skulderskade, og da hun fødte sit andet barn i 2013, stoppede hun helt og valgte i stedet at uddanne sig som sygeplejerske.  

- Mit temperament kunne ikke klare at rende rundt og være en dårlig golfspiller. Mit ambitionsniveau satte en stopper for mig, siger hun. 

I dag er Anne 38 år, og efter syv års pause har hun netop genoptaget spillet med base i Golfklubben Storstrømmen på Falster. Og temperamentet ligger stadig og lurer lige under overfladen. 

- Hvis jeg spiller en parturnering i klubben med min mand, og jeg er dårligere end ham, har jeg svært ved at slippe det. Det passer ikke rigtig til mit temperament. Jeg duer ikke til at være dårlig. Og lige nu er jeg ved at prøve at finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til, at jeg ikke er så god, som jeg var engang, siger hun.

Da Dansk Golf søgte efter temperamentsfulde golfspillere på Facebook til dette tema, skrev Anne ind, fordi hun var blevet tagget af en tidligere klubkammerat, som i 2008 overværede hende spille en europatour-turnering i Tyrkiet. 

- Jeg havde gået en vidunderlig første runde og begyndte at tænke over, at jeg kunne komme i førerbold, hvis jeg gjorde det igen. Men det tankespind endte i en dårlig spiral, hvor jeg blev mere og mere sur, jo flere dårlige slag jeg slog, fortæller Anne Norman Hansen. 

- Det har givet mig lidt stof til eftertanke, at hun taggede mig. Min 10-årige søn har efterhånden har spillet golf i et par år, og han har et temperament, der minder om mit, og derfor føler jeg, at jeg skal tænke over min ageren, når jeg har ham med på golfbanen. Jeg skal jo prøve at være det gode eksempel.  
 

Du har slået slaget, Svend!

Navn: Svend Spuur 
Alder: 54 år
Klub: Maribo Sø Golfklub 
Spillet siden: 2007
Handicap: 7,4 

Som gammel kampsportsudøver med forkærlighed for karate havde Svend Spuur ingen problemer med at få afløb for sine indestængte aggressioner.  

- Hvis jeg fik en på snuden, så skulle den eddermame byttes. Det var sådan, jeg tænkte, fortæller Svend, som ikke lægger skjul på, at han hader at tabe. 

For 13 år siden begyndte Svend så at spille golf. En sport, hvor man - ikke mindst som begynder - får nogle solide lussinger i form af toppede, flækkede og duffede slag. Nederlagene står i kø, men Svend holdt sig på beherskelsens smalle sti.  

- I starten gik det fint. Men jo lavere handicap, jeg fik, jo større forventninger fik jeg til mig selv. Og da jeg lå omkring de 30 i handicap, begyndte aggressionerne så småt begyndte at vælte ud af mig. Jeg råbte, skreg og kastede med køllerne, fortæller Svend.

For 10 år siden var Svend ude at spille med tre af sine faste golfkammerater på hjemmebanen i Maribo Sø.  Og han råbte og kastede som sædvanligt med køllerne. 

- Så sagde en af de andre til mig: Har du nogensinde tænkt på, at dine medspillere kan blive generet af det der? Jeg svarede, at det var jeg egentlig ret ligeglad med, for jeg skulle ud med det lort. Men da jeg kom hjem, begyndte jeg alligevel at reflektere over det. Og jeg tænkte, at jeg jo ville blive voldsomt irriteret, hvis jeg selv skulle gå og høre på alt det negative pis, siger Svend.

Han greb derfor fat i egen krave - og tildelte sig et selv et mentalt karatespark.

- Jeg begyndte så småt, når jeg havde slået et slag, som jeg ikke var tilfreds med, at gå og sige til mig selv: Du har slået slaget, Svend, du har slået slaget. Gå frem og slå den næste, så bliver det bedre. Uanset hvor meget, du brokker dig, så kan du ikke gøre det om, fortæller han. 

Og øvelsen hjalp. Temperamentet blev langsomt bedre. 

- Og sjovt nok følte jeg mig heller ikke så irriterende, siger Svend, som i dag nærmest har elimineret sine udbrud på banen. 

- Det er helt væk i dag. Indeni kan jeg godt blive lidt rødglødende, men der kommer højst et arrgh, siger han.

Svend mener, at accept af situationen har været en stor del af processen, og samtidig tror han også på, at det har hjulpet på hans golfspil at gemme frustrationerne væk.  

- Jeg husker mig selv på, at jeg ikke er professionel. Jeg er en handicapspiller og mine forventninger overstiger mine evner med flere længder. Uanset hvor meget jeg råber og skriger, så kommer jeg til at slæbe de dårlige slag med rundt og tale mig selv ned. Så det har måske på et eller andet plan gjort mig til en bedre golfspiller, at jeg har lært at acceptere tingene. Og det har ihvertfald gjort mig til en person, der er mere behagelig at spille med, siger Svend.   

- At vinde den kamp med mig selv, er lige så stort som at vinde på golfbanen. Og hvis man vil, så kan man godt. Det er jeg ihvertfald et tydeligt bevis på.

Efter den senere tids storspil blev det søndag d. 30. august til sejr for anden gang i den professionelle karriere. Talentet er sjældent stort og nationaliteten dansk. 

Succesen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi, denne beskrivelse indtil videre passer på to spillere; født med fem år og fem dages mellemrum i hver deres del af Danmark, men med langt flere ligheder end forskelle. 

Emily Pedersen havde et forspring på seks slag inden de afgørende 18 huller i Tipsport Czech Ladies Open. Rasmus Højgaard gik ind til finalerunden ved ISPS Handa UK Championship fem slag fra toppen. De tog hver deres rute, men blev begge hyldet som vindere i sidste ende.

Begge har tidligere sat rekorder i store amatørmesterskaber. Emily Pedersen blev i 2010 den yngste vinder af DM hulspil med sine 14 år og tre måneder, og i en håndfuld år var hun også den yngste danske vinder af et individuelt EM - indtil Nicolai Højgaard slog den rekord. 

I 2018 vandt Rasmus Højgaard den individuelle titel i det uofficielle juniorverdensmesterskab, mens Danmark også vandt samlet, og senere på året dannede han sammen med sin tvillingebror og John Axelsen det yngste vinderhold nogensinde ved amatørernes officielle VM, Eisenhower Trophy.

Pedersen og Højgaard vandt begge i deres rookiesæson på henholdsvis Ladies European Tour og European Tour. Pedersen blev rookie of the Year, en hæder Højgaard også nærmer sig med hastige skridt, men herfra afviger fortællingerne om de to.

Med sine blot 24 år synes det næsten en rekord i sig selv, at Emily Pedersen allerede har prøvet at flyve højt, synke dybt i flere år og komme ud på den anden side stærkere end nogensinde.

Det gik lettere ubemærket hen, da hun 14. marts i Sydafrika - mens store dele af verden allerede var i gang med at smække skodderne i - hentede sin første top-10 placering i mere end tre år. Formkurven havde faktisk haft pil opad siden slutningen af 2019 med et par top-20 placeringer og en række klarede cuts i træk.

Sejren i Tjekkiet bringer hende nu op på 436 point på Race to Costa del Sol, mere end 200 flere end spilleren på andenpladsen. 

Fundamentet til sejren blev støbt med en runde i 63 slag, Pedersens laveste i karrieren, og hun øgede sit forspring på andendagen med en 65’er. Den lave score til trods var der mange spildte birdiechancer. Under finalerunden hang det lange spil ikke sammen, og forspringet blev reduceret fra seks slag til et enkelt, inden Pedersen trådte i karakter. En birdie på 17. hul blev efterfulgt af et drømmeputt fra 25 meter på 18. for eagle og en sejr på fire slag i -17.

Der er en enorm ro og lethed over den måde, Rasmus Højgaard har håndteret sin kolossale succes. Han virker alt andet end overvældet over at være et nyt fokuspunkt i den europæiske golfelite, og at dømme ud fra dagsformen, er han et seriøst emne til næste års Ryder Cup-hold.

Den ro, han udviste under omspilssejren på Mauritius og igen søndag på The Belfry, er en uvurderlig kvalitet, og den bliver gjort endnu mere imponerende af hans unge alder på 19 år og fem en halv måned.

Sejren i ISPS Handa UK Championship udløste 24 verdensranglistepoint, Højgaards største pointhøst i karrieren, syv flere end sejren i Mauritius var værd. Til gengæld fulgte der et par tusinde euro flere med titlen på det afrikanske kontinent end de 156.825 euro, han modtog søndag.

I løbet af ISPS Handa UK Championship blev Højgaard bare bedre og bedre. Han lagde ud i 73 slag torsdag, hvor 18. hul kostede en triplebogey. De følgende runder blev spillet i 69 og 67 slag. Langt ud på finalerunden var en stor gruppe spillere med i kampen om sejren. Højgaard var fire under par efter 15 huller, og for at holde sig til i toppen, var der brug for en stor afslutning. Den kom med birdie på 16. hul og eagle på 17. Forsøget for birdie på 18. løb forbi hullet, men en finale i 65 slag og en total i -14 rakte alligevel til omspil mod den 20 år ældre Justin Walters. På andet ekstrahul måtte sydafrikaneren overgive sig til en dansk par.

Roen i de afgørende øjeblikke er så langt fra det eneste imponerende ved Rasmus Højgaard. Det har vi snart vidst en del år i Danmark, og for resten af Europa er det også ved at stå klart, at man har at gøre med et helt specielt talent.

De eminente resultater er opnået selv med en negativ statistik i strokes gained putting. I gennemsnit sætter han lige under et slag til i forhold til feltet pr. turnering. Det er der råd til, når de helt afgørende putts falder i hul - som for eksempel forsøget for eagle på turneringens 71. hul - og når man er i besiddelse af langt spil i absolut verdensklasse.   

I stroke average ligger Højgaard nummer seks for sæsonen på europatouren (69,76 slag); nummer fem i driving distance (298 meter); nummer fire i strokes gained off the tee (+0,91 slag pr. runde); nummer 10 i strokes gained approach (+0,90 slag pr. runde); og nummer to i birdies (4,71 pr. runde).

Alle kvaliteterne er der til at nå helt op blandt de bedste i verden, og selvom man ikke kan tillade sig at forvente et stort resultat i karrierens første majorstart, ville det ikke overraske, hvis Højgaard viste sig flot frem på Winged Foot, når US Open spilles fra 17. September i New York.

Emily Pedersens nedtur viser, at intet er sikkert i golf. Hendes genetablering på den internationale scene slår fast, at man aldrig kan afskrive et så stort talent. Det kan gå begge veje, og fremtiden kan man kun gisne om. Men bedrifter allerede opnået, de vil bestå. Hver for sig har Højgaard og Pedersen rundet milepæle for dansk golf, og søndag nåede de en i fællesskab. 

Det er i havemøblerne derhjemme, min datter og jeg har en snak om varmefri.

Det fandtes, da jeg var dreng. Nu findes det ikke, og det synes min datter klart er et justitsmord.

Jeg forklarer, at hvis temperaturen sneg sig over de 25 grader, så kom inspektørens stemme knitrende gennem højttalerne i Nordby Skoles klasselokaler, og vi kunne styrte til stranden.

Temaet er aktuelt, da skolestart 2020 er omtrent så hed, som når djævelen tager jordens syndere i skole blandt helvedes flammer.

Spørg bare Amalie Leth-Nissen, der har haft første skoledag på Falkonergårdens Gymnasium dagen inden, vi sætter os ned for at snakke.

Efter første skoledag gennemførte hun sine sædvanlige tre timers træning.

- Der er ikke nogen skygge på rangen i Hjortespring, oplyser hun.

Det er i det hele taget ikke et liv på skyggesiden, Amalie Leth-Nissen er ved at forberede sig til. Den 15-årige venstrehåndsspiller er allerede rangeret som Danmarks bedste amatør med en placering blandt de 50 bedste på amatørernes verdensrangliste. Hun er tydeligvis begavet med et stort idrætstalent, en glimrende evne til at tillære sig færdigheder og et konkurrenceinstinkt, som byder hende hele tiden at stræbe efter næste bjergtop.

- Jeg er ikke sikker på, at det er pengene eller titlerne, det kommer til at handle om for hende. Det er det at banke de andre. Hun er god til at kigge opad og se “hvem skal jeg banke”. Hvis hun kan blive ved med det, så kan det jo være, at der kommer en dag, hvor der ikke er flere, hun mangler at banke.

Ordene kommer fra Anders Danielsen, der er pigelandstræner og tidligere var klubtræner for både Amalie og søsteren Cecilie Leth-Nissen i Hjortespring Golfklub. Nu har Amalie prøvet at banke alle de andre danske spillere, så blikket er rettet mod udlandet.

- Jeg har da nogle navne på piger, jeg gerne vil ligge højere end. For eksempel Lucie Malchirand. Hun er bedre end mig, men jeg ved, at hvis jeg spiller godt, kan jeg slå hende, siger Amalie Leth-Nissen med adresse til den halvandet år ældre franske spiller, som ligger nummer 11 på verdensranglisten.

Amalie Leth-Nissen har to sejre, en 2. plads og en 4. plads ved de sidste fire danmarksmesterskaber, hun har spillet. Allerede som 13-årig blev hun udtaget til EM-pigeholdet. Det blev hun igen som 14-årig og var en bærende spiller på holdet, der hentede guld hjem til Danmark. Kort efter fik hun mange til at spærre øjnene op, da hun efter en indledende runde i 66 slag førte damernes individuelle EM. Hun har repræsenteret Europa ved Junior Vagliano Trophy og Junior Solheim Cup.

- Alt, hvad hun gør i sit liv er med vilje og for at blive bedre til at spille golf. Den overlagthed og offervilje og det at ville noget så meget er det, der adskiller hende fra de fleste andre, siger Anders Danielsen.

Han fortsætter:

- Hendes søster har det samme. Jeg kender ikke to, der lægger en hårdere indsats end de to. Cecilies kurve er bare mere normal end Amalies. Tog du Amalie ud af ligningen, så er Cecilie jo den bedste, vi har lige nu, siger Anders Danielsen med henvisning til Amalie Leth-Nissens knap to år ældre søstre.

Hun er god til at kigge opad og se “hvem skal jeg banke”

Og familien er ikke til at komme uden om i tilfældet Leth-Nissen. For Amalie var golfbanen et sted, hun betragtede fra løbestien langs 6.hul. Her fandt hun golfbolde, og da hun var otte år, var hun med til Golfens Dag. På det tidspunkt var storesøsteren allerede en del af Hjortespring Golfklub.

- Det var naturligt for mig at starte, fordi Cille var der. Jeg har altid kigget op til Cille og gjort mange af de samme ting som hende.

Det indledende favntag med golf var dog akavet. Sådan husker hun det i hvert fald.

Amalie Leth-Nissen er utålmodig af sind. Hvis familien skal gå en tur, er hun den, der står fuld påkædt og irriteret skynder på de andre. Hvis hun laver mad, er hun ved at gå ud af sit gode skind, hvis der i opskriften står, at det skal simre i 20 minutter.

Og utålmodighed er som bekendt en af golfspillerens mest lumske fjender.

- Det sværeste for mig var, at jeg ikke var god til det. Den bold kom ingen vegne. Men det fangede mig også, at jeg var så dårlig.

Allerede der begyndte en indre kamp mod frustrationerne og utålmodigheden. En kamp, som den 15-årige spiller er bedre til end langt de fleste. Det er i hvert fald et fortrin, som den tre år ældre landsholdskollega og gode veninde, Anne Normann fremhæver.

- Hun har gnist og vilje, men hun lader det ikke spænde ben for hende. Temperament og frustrationer får ikke lov til at stå i vejen. Da jeg var 12, lod jeg den slags spænde ben for mig, men hun vender det til noget positivt - at man altid kan gøre det bedre, siger Anne Normann.

Hun nævner den 12-årige udgave af Amalie Leth-Nissen, fordi det var den, hun første gang stiftede bekendtskab med, da de sammen var til European Young Masters i 2017.

- Hun var rimelig moden af sin alder og spillede imponerende. I starten tænkte jeg bare “wow”, men så holdt jeg op med at tænke på, at hun var tre år yngre end mig.

Amalie Leth-Nissen uddyber:

- Jeg har aldrig været sådan, at jeg blev sur på hul 5, og så var jeg det bare resten af runden, men jeg har haft svært ved ikke at tage de dårlige slag med på runden. Men jeg har snakket meget med Anders om de situationer, og også med min far. Min far er tit med som caddie, og er også med i hele den der følelsesmæssige rejse og virkelig god til at hjælpe mig med de ting.

Jeg spiller ikke golf for at bevise noget for nogen. Jeg spiller golf, fordi jeg elsker det.

Hendes far er Christian Leth-Nissen. Han er tidligere håndboldtræner på topniveau. Nu er han selvstændig konsulent med fleksible arbejdstider, som er et must for at kunne bibeholde sin måde at bakke de to ældste af hans fire døtre op i deres spirende golfkarrierer. Han husker, at Amalie Leth-Nissen kom hjem, da hun var i ti-års alderen og fortalte, at hun ville være verdens bedste golfspiller. Svaret fra forældrene var “ok, så lad os sætte os ned og snakke om, hvordan du bliver det”.

- Vi ville jo se, om det havde nogen gang på jorden, og vi hjælper hende med de små skridt på vejen. Men grundlæggende; hvis Amalie tror på det, så tror vi også på det. Så kan det selvfølgelig godt være, at hun ikke kan blive den bedste i verden, men derfor kan det jo godt blive meget fedt alligevel, siger Christian Leth-Nissen.

Han tilbringer rigtig meget tid på landevejen med sine døtre, ligesom hustruen Lise også hyppigt er med til turneringer.

- Når man har et barn, der giver afkald på så meget, så er det svært som forælder ikke at bakke op, siger han.

Og Leth-Nissen søstrene giver afkald på meget. En almindelig træningsuge for Amalie består af syv træningspas. På hverdage er de omkring tre timer lange. I weekenden som regel længere. Dertil kommer et stort turneringsprogram. I 2019 spillede Amalie Leth-Nissen 12 turneringer i udlandet og en række danske oven i hatten.

- Jeg spiller ikke golf for at bevise noget for nogen. Jeg spiller golf, fordi jeg elsker det. Man bliver betaget af golf. Det er fedt at kunne nørde med det og hele tiden blive bedre. Man bliver lidt besat af at være i det. Jeg “craver” det hele tiden, siger Amalie Leth-Nissen.

Når en 15-årig fravælger fester og venindehygge i så stort et omfang, vil der uundgåeligt være nogle, der tænker, at hun er pacet af dominerende forældre.

- Der kan da godt komme stikpiller, men ikke fra nogen, der er tæt på. Det er tydeligt for dem, at det ikke er os, der skubber på, lyder det fra Christian Leth-Nissen.

- Jeg er på ingen måde blevet pacet af mine forældre. Mine forældre har krav til mig. De har dedikeret deres liv til, at vi skal spille golf, så det synes jeg er helt fair, lyder det fra Amalie selv.

Hun nævner selv, at forældrene betinger, at de skal arbejde seriøst, når de er ude og træne. Det benægter hendes far ikke.

- Vi stiller krav, fordi deres golf har stor indflydelse på vores familie. Hvis de vil bruge al deres tid på golf, så skal de også gøre alt, hvad de kan, for at leve op til deres potentiale, siger Christian Leth-Nissen.

Han lægger ikke skjul på, at det koster moneter at have to døtre, der skal træne og konkurrere i det store udland. Især når man som forældre rejser med ud til mange turneringer. Han har også måttet sige nej til jobtilbud, fordi de ville betyde, at han ikke længere ville kunne følge sine piger på samme måde.

- Men det er ikke en klagesang, det her. Jeg synes dybest set bare, jeg er privilegeret, at jeg får lov til at tilbringe så meget tid med mine teenagedøtre, siger Christian Leth-Nissen.

Det duer ikke at smide hende ud i damegolf nu og ud af skolen. Hun kan jo også miste lysten eller blive skadet

Når man er en familie som dem er søskendejalousi også en mulig faldgrube. I familien er også de 13-årige tvillinger, Marie og Sofie. De spiller også golf, men om de vil gå elitevejen vides ikke endnu. Christian Leth-Nissen erkender, at det som forælder kan være vanskeligt at vide, at så meget af opmærksomheden og tiden er rettet mod de to ældste søstre, og deres golf. Samtidig er der den situation, at den ældste søster er blevet overhalet af den næstældste. Amalie Leth-Nissen kom ind i en rivende udvikling på et tidspunkt, hvor en håndledsskade bremsede Cecilie Leth-Nissen.

- Det kan da være virkelig svært. Men Cecilie er også pavestolt over Amalie, og det hjælper meget. Cecilie er et stort talent, og hun gør det godt, men hun har en søster, der måske bare er mere exceptionel, siger Christian Leth-Nissen.

Cecilie Leth-Nissen var også med på det pigelandshold, der vandt EM-guld. Hun blev juniordanmarksmester i 2019 og har vundet flere ranglisteturneringer i Danmark. Hun har dog endnu ikke ligget højere end nummer 605 på amatørernes verdensrangliste.

- Jeg synes jo bare, det er fantastisk, at vi kan dele så mange oplevelser sammen. Uden hende ville jeg aldrig være den golfspiller, jeg er i dag. Hun har været igennem nogle andre ting end mig med skader og problemer med svinget. Jeg går jo til daglig og ser, hvor meget hun tror på det og kæmper for det, og det respekterer jeg så meget, siger Amalie Leth-Nissen. Landstræner Anders Danielsen kalder dynamikken mellem de to ældste Leth-Nissen for et “rigtig sundt miljø”.

- Cecilie støtter op. Hun er kvik og en rigtig god sparringspartner og træningskammerat, som gør de samme ting som Amalie, lyder det fra Anders Danielsen.

Når han bliver bedt om at fremhæve Amalie Leth-Nissen største force, nævner han en særlig evne til at lære.

- Amalie ville sikkert selv sige driveren, men så er vi inde i det meget spilspecifikke. Jeg vil sige, at det er hendes kompetitive indstilling. At hun kan formøble sin energi ud i “action”. Og så er hun sindssygt god til at sortere i input. Jeg er ikke spor bange for, at hun skal få input fra andre. Hun er ekstremt god til at få brugt lige de ting, der skal gøre hende dygtig. Resten kasserer hun, lyder det fra Anders Danielsen.

Golf er lige nu både plan A, B og C for Amalie Leth-Nissen. Hun agter at tage sin studentereksamen, men blikket er stift rettet mod de grønne græsgange på LPGA Tour.

- Hun er mega talentfuld og kan nå langt. Det er jeg ikke i tvivl om. Hun har mange gode år foran sig, og jeg tror ikke, hun brænder ud. Jeg tror, hun kommer ud på de store tours og op i toppen, hvor man kan leve af det, siger landsholdskammeraten Anne Normann.

Amalie Leth-Nissen nævner selv en LPGA-sejr, en majorsejr eller en førsteplads på verdensranglisten som drømmemål. Men hun har også stadig drømme om at nå top-3 på amatørernes verdensrangliste og vinde internationale amatørturneringer. Til gengæld er college ikke en del af overvejelserne lige nu. Det er ellers en hyppigt betrådt vej blandt de bedste damespillere. I tilfældet Amalie Leth-Nissen er der tale om en spiller, der er Europas bedste i sin årgang og så dygtig i en ung alder, at hun måske skal turne pro, inden hun er færdig med gymnasiet for fortsat at blive udfordret som spiller. I så fald kan det være en mulighed at fuldbyrde studentereksamen som fjernundervisning.

- Vi har da snakket om, om hun nu er amatør om to-tre år. Men det duer ikke at smide hende ud i damegolf nu og ud af skolen. Hun kan jo også miste lysten eller blive skadet, siger Christian Leth-Nissen.

Han fortæller, at hun allerede som lille viste exceptionel evne til at lære og mestre bevægelser på ski. At hun kunne blive verdensklasse inden for golf, fornemmede han første gang, da hun i 2017 brød par for første gang ved Belgian International Girls U14 og blev nummer 3 i turneringen. Som golffans kan vi godt skrive os navnet Amalie Leth-Nissen bag øret. Vi kan passende slutte af med en anekdote fra Anders Danielsen om de to ældste Leth-Nissen-søstre:

- Der er ingen af dem, der gider at tabe til den anden. Vi havde en træning i Hjortespring for fire-fem år siden. Man skulle bare ligge på ryggen og holde benene oppe i vejret, og så skulle vi se, hvem der kunne ligge længst. De to var de sidste to, der var tilbage, og den ene tog først benene ned, da den anden var begyndt at tude.

Amalie Leth-Nissen husker det udmærket.

- Jeg tror, at vi begge to har det der med, at vi bliver bare ved med at kæmpe, selvom det gør ondt. Så tag en tudekiks og kom videre. Vi vil bare så gerne vinde begge to. Om det så gør lidt ondt i maven, det går nok.

Det var i øvrigt hende, der endte med at sænke benene først. Den slags glemmer hun ikke.

Amalie Leth-Nissen om:

De største golfoplevelser:

- Der er to, der ligger ret tæt på hinanden. Junior Solheim Cup og EM 2019. Det fedeste var nok at vinde EM. Alt det, jeg havde sagt nej til i mit sociale liv var bare lige meget, da jeg stod og havde vundet EM. Men der var også bare sådan et vildt setup til Junior Solheim Cup. Ladies European Tour ville bare have, at vi skulle have den fedeste oplevelse. Vi boede et fantastisk sted og vi fik blandt andet lov til at udvælge sange til en playliste i bussen.

Overtro:

- Jeg har noget med markeringsmærker. Jeg har en 50-100 stykker af dem, og de ligger og flyder overalt i huset og på mit værelse. Hvis jeg spiller en god første runde i en turnering, så bruger jeg samme markeringsmærke dagen efter. Jeg har også tidligere haft det lidt med tøj. Da jeg var lille spillede jeg altid med blå vest, og hvis jeg spillede godt, så skulle jeg beholde den på, lige meget hvor varmt det blev. Så kom jeg ind fra runden og kampsvedte. Det var det samme med regnbukser. Jeg skulle have dem af eller på afhængig af, hvordan jeg spillede, og så kunne mine bukser og shorts blive helt våde. Jeg er blevet bedre på det punkt. Tingene kan jo godt koge over.

At tilbringe meget tid med far, når man er 15:

- Jeg har et godt forhold til begge mine forældre, og jeg er ekstremt meget sammen med min far. Alle forældre kan være pinlige i en eller anden grad, men jeg synes, at mine er cool nok. Når han snakker med de andre golfpiger eller mine venner, så kan jeg da godt tænke “den er god med dig, far!”. Der er åbenbart forskel på, hvad forskellige aldersgrupper synes er sjovt.

En rigtig god måde at teste en elitespillers evner som ballstriker er at bede hende eller ham slå 100 slag fra fairway med en 3-kølle. Slaget er nemlig et af de sværeste i sporten og mange spillere magter ikke at slå en 3-kølle fra fairway, så den hænger længe nok i luften til også at kunne stoppe på en green. Præcision er nøgleordet. Sammen med landsholdsspiller og tidligere vinder af DM i hulspil Frederik Kjettrup, vil vi demonstrere principperne i det gode fairwaykølleslag og kvalificere din viden, så du bedre kan afgøre, om du skal erstatte din 3-kølle med eksempelvis en 5-kølle eller en hybrid.

Tip: Tag et kritisk blik på dit udstyr

En 3-kølle har typisk en loft på 15-17 grader, og du kan kun få den i luften, hvis du har en relativt høj svinghastighed. Lidt groft sagt kan det sjældent betale sig for kvindelige spillere at slå en 3-kølle fra fairway, og mænd bør typisk have et et-cifret handicap, før de lader det slag være en del af det faste repertoire.

Du kan selvfølgelig vurdere, at 3-køllen er vigtig for dig fra tee, eller du har måske gavn af meget flade fairwayslag, der triller langt. Men ellers så overvej at droppe den for en 5-kølle, en hybrid eller et utility-jern.

En 5-kølle har i dag typisk en loft på 18-21 grader og er markant nemmere at få i luften end 3-køllen. Der findes også hybrider med lignende loft, og du kan købe et 2-, 3- eller 4-jern (utility-jern) med ekstra vægt i bunden af køllen, så tyngdepunktet kommer under slaget, og bolden lettere kommer i luften.

Tip: Forstå nøglerne til slaget med fairwaykølle

Billederne illustrerer slag fra fairway med henholdsvis en fairwaykølle og et mellemlangt jern. Du skal gøre to ting anderledes i opstillingen, når du vælger køllen fra fairway i stedet for jernet.

1. Du skal tage en lidt bredere stance.

2. Du skal have bolden lidt længere fremme i stancen.

Hvis du tjekker din opstilling, så se efter, at skaftet på fairwaykøllen stadig hælder lidt, men ikke så meget, som når du stiller op med et jern. Den lidt bredere opstilling hjælper dig med at få den fart gennem vægtoverførsel, som du  skal bruge for at få bolden i luften med en fairwaykølle. Når vi nævner, at skaftet skal læne en smule, men ikke så meget som med et jern, så er det fordi køllens lave loft nødvendiggør et meget præcist boldtræf. Hvis skaftet læner for meget, så tager det så meget loft af køllen, at konsekvensen bliver et meget fladt slag. Hvis skaftet ikke læner, er der formentlig fordi, du prøver at hjælpe bolden i luften med hænderne. Det fører dog ikke til andet end et toppet og helt fladt slag.

Bemærk også billederne af Frederik Kjettrup ved boldtræf. Når han rammer den med fairwaykøllen læner skaftet mindre end med jernet. Til gengæld skråner skuldrene mere, når fairwaykøllen rammer bolden. En brugbar huskeregel er, at en linje fra bæltespændet til næsen skal være en anelse mere skrå bagud ved slag med en fairwaykølle end med et jern.

Øvelse: Slå fra tee og græs på skift

Denne øvelse kan ikke alene hjælpe dig til at træffe bolden bedre med en fairwaykølle. Den kan også fortælle dig, om det laveste punkt i dit sving er langt nok fremme. Du skal line en række bolde op og slå en efter en med din kølle. Hver anden bold skal være tee’et op, hver anden bold skal ligge på græsset. Hvis du rammer den fint fra tee, men topper fra græsset, så er det laveste punkt på svinget ikke langt nok fremme.

Hvad har tourdamerne i bag'en?

David Dickmeiss er proteam-træner i Dansk Golf Union. Han træner Danmarks tre bedste damespillere, Nanna Koerstz Madsen, Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen. Han er også træner for hollandske Anne van Dam, der har vundet fem gange på Ladies European Tour og var med på Europas Solheim Cup-hold i 2019. Her er, hvad de spillere har i bag’en til de lange slag fra fairway.

Emily Pedersen: 3-kølle, hybrid, 3-jern med tyngde i bunden (hun har altid blot én af de to sidstnævnte i bag’en og vælger afhængig af banen)

Nicole Broch Larsen: 3-kølle og hybrid. Almindeligt jernsæt fra 4-jern og opefter.

Nanna Koerstz Madsen: 3-kølle og hybrid. Almindeligt jernsæt fra 4-jern og opefter.

Anne van Dam: 3-kølle, 5-kølle, 3-jern med tyngde i bunden

Sammen med nogle af vores gode samarbejdspartnere giver vi alle læsere af Dansk Golf og Golf.dk nu mulighed for at vinde stærke præmier.

Det er nemt og hurtigt at deltage i vores konkurrencer.

Du kan vinde en Titleist-driver, som du også bliver fittet til ved at følge dette link.
 

Du kan vinde en runde golf for to personer på Lübker inklusive buggy ved at følge dette link

Golfspillere imødeser med spænding, at vi overgår til det nye handicapsystem fra januar 2021.

Det nye system beregner dit handicap som gennemsnittet af de 8 bedste af dine 20 seneste runder - hvor du hidtil er blevet reguleret op eller ned i henhold til din seneste indleverede score. Det vil for mange spillere betyde, at deres handicap ændrer sig en smule, når vi overgår til det nye system, samt at man skal lære en ny måde at regne handicap på.

- Vi tror på, at denne mulighed gør det lettere for golfspillere at forholde sig til det nye system

Hvis du vil vide mere om, hvad du som golfspiller skal være opmærksom på, når vi overgår til det nye handicapsystem, så hør vores podcast herunder, som dækker de spørgsmål, som ventes at være de mest presserende. I podcasten kan du høre handicapkonsulent i Dansk Golf Union forklare det nye system, og hvad det betyder for dig som golfspiller. Du kan høre den direkte i browseren eller inde i Soundcloud.

For dem der allerede nu måtte ønske at gå i detaljer med det nye system, er det muligt at gennemføre et online kursus i det nye handicapsystem.  Det er nemt at tage kurset, og man kan selv vælge, om man bare vil beskæftige sig med de overordnede principper i handicapsystemet eller om man vil gå mere i dybden med det.

Følg dette link for at tage kurset.

Hvis man som golfspiller har yderligere spørgsmål, så skal man henvende sig til handicapkomitéen i sin klub.

- Vi har brugt de seneste måneder på at klæde handicapkomitéerne på, og de er nu i stand til at svare på spørgsmål, siger Nick Hüttel, der er handicapkonsulent i Dansk Golf Union.

Dog kan man med fordel vente med spørgsmål til midt i september, da det derfra, via GolfBox, vil være muligt at få simuleret, hvad dit handicap ville være, hvis vi gik over til det verdensomspændende handicapsystem lige nu.

Golf.dk Podcast - Spil Med · WHS - det nye handicapsystem, med Nick Hüttel
 

Følg dette link for at høre vores podcast
 

- Vi tror på, at denne mulighed gør det lettere for golfspillere at forholde sig til det nye system, siger Nick Hüttel. 

Detaljer om denne funktionalitet vil blive meldt ud på Golf.dk og direkte til din klub. 

Tak Mads!

Jeg har lige høvlet mit drive i den venstre rough fra 5. tee på New Course i HimmerLand. Grunden til, at europatour-spilleren Jeff Winther nu står og kigger på mig med et skælmsk udtryk i ansigtet og en passiv aggressiv tone i stemmeføringen er, at det er Jeff der skal spille videre fra det miserable udgangspunkt, jeg lige har givet ham.

- Den eneste ulempe indtil videre er, at du ikke har været i spil fra tee endnu, lyder det videre fra Winther.

- Det er også en forholdsvis stor ulempe kan man sige, replicerer jeg, inden Jeff Winther bryder ud i et for ham så karakteristisk væg-til-væg smil med lyd på, som vi kender det fra transmissionerne på Viasat Golf, hvor sjællænderen altid er garant for en kæk kommentar.

Kort efter smadrer han selv en driver op af bakken på par-4 hullet ind over de tre fairwaybunkers i højre og direkte mod flaget på green, som på dette slag ligger 339 meter væk fra udgangspunktet.

- Kan han putte den derfra?, lyder det fra pro-kollega Oliver Suhr der er vidne til vores eksperiment.

- Det er lige før, griner Winther igen.

Og mens vi begiver os frem mod vores bolde i hver side af anlægget og med to vidt forskellige ventende afstande i andetslaget, så spoler vi lige lidt tilbage for at forstå og forklare, hvad det er vi har gang i.

Jeg er selv en hæderlig golfspiller med +20 års erfaring og et handicap, som de sidste ti år solidt har penduleret mellem fire og seks. Jeg slår ikke specielt langt. Mellem 190 og 230 meter, alt afhængig af dagsform, vindforhold, hårdhed af fairway og golfgudernes nåde. Det er ikke udpræget langt for en spiller med mit handicap, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg ofte har tænkt tanken under en golfrunde, hvor jeg står med endnu et langt jern eller en hybrid ind til et langt par 4 hul: “Hvis jeg bare lige havde en 20-30-40-50 meter mere med driveren, så er der ingen tvivl om at jeg ville banke på til europatouren eller det der er større”

Og derfor opstod idéen til et lille forsøg og dermed denne artikel. For hvad vil en tourpros længde fra tee egentlig betyde for en fornuftig handicapspiller som jeg selv? Og ikke mindst omvendt: Hvordan vil en pro forvalte det udgangspunkt, jeg ville kunne give ham fra tee?

Det kræver jo selvfølgelig, at en god pro er med på idéen. Jeff Winther var mit umiddelbare bud på en spiller fra øverste hylde, som kunne være klar. Og da jeg tjekkede op på hans golfdata på europeantour.com, var jeg endnu mere opsat på at få ham med. Jeff Winther ligger nemlig lige præcis på gennemsnittet i længde fra tee på touren med lidt mere end 275 meter i snit.  Og efter et umiddelbart “Øhhhh okaaay, det er jo ikke ligefrem noget videnskabeligt forsøg du er ude i der” fra Jeff over telefonen, efterfulgt af lidt flere mere eller mindre overbevisende tillægsord til den geniale idé fra min mund, sagde han heldigvis også ja. Og var tilmed hurtig til at investere halvdelen af en træningsrunde under Jyske Bank Danish Championship på europatour-banen i HimmerLand i slutningen af juni måned.

Så tirsdag morgen i ugen for den første store professionelle golfturnering på dansk grund efter coronapausen, mødes vi i Gatten.

- Hvad så, er du klar?, spørger han, da vi hilser.

Han har selv ligget turneringsstille i mere end tre måneder og vurderer, at der nok er lidt rust, der skal bankes af. Men han er i hvert fald selv helt opsat. 

- Det bliver spændende. Det er jo et noget alternativt projekt, fortæller han mig, mens vi ruller et par putts på HimmerLands lynhurtige puttinggreen foran klubhuset.

- Men det bliver underholdende at se, hvordan det hele udspiller sig, lyder vurderingen - stadig fuld af optimisme.

- I min optik er længde ikke den afgørende faktor. Forskellen ligger i indspil og putting, men det er klart, at du nok burde få en fordel på par-3 hullerne og også en del hjælp på par-5 hullerne, men kan du så forvalte den fordel?, spørger han ud i luften, og jeg lader den hænge.

Vi bliver enige om også at bytte teesteder. Så jeg skal slå mine udslag fra de bagerste klodser på New Course, mens Jeff får fornøjelsen af at rykke frem på banens herretee. Hvorefter vi så bytter vores bolde og spiller færdig derfra. Og det skal hurtigt vise sig, at den manøvre naturligt presser undertegnede væsentlig mere end tourproen, og derfor også bringer Jeff Winther i uføre. 

For allerede på første hul slår jeg bolden i den tykke rough. Mit drive starter ellers nogenlunde ned i midten, men en kraftig vind fra højre mod venstre tager over, og bolden ender venstre om både fairway og semirough og ligger begravet i det tykke stads, som i anledning af ugens pro-turnering har fået lov at gro lidt ekstra. Jeg sjusser mig frem til at have slået den 185 meter. Ikke just en imponerende start. 

Jeff slår et 4-jern cirka 200 meter frem i banen og i højre side af fairway. Så bytter vi bolde, hvorefter han fint hakker mit udslag frem lige venstre om green og kommer ind og i for sin par. Jeg trækker mit 8-jern i venstre men misser min ind og i, og status efter første hul er altså at proen redder en god par fra et dårligt leje fra tee, mens jeg laver en sløj bogey fra et fint fairwayleje 30 meter tættere på green. Ikke ideelt.

Vi bliver enige om, at Jeff derfra kun skal buldre med driveren, så vi virkelig ser længdeforskellen. Dog må han lige gemme den væk lidt endnu, da det næste hul på New Course er et par-3 hul. 

Og her bliver jeg for alvor udfordret fra de bagerste teeklodser. Med 186 meter ind i en rimelig kraftig vind, skal jeg ikke snitte min hybridkølle meget, før der er problemer. Så det gør jeg og mister bolden kort i venstre i et stort strafområde. Samtidig står Jeff fremme på mit normale teested med bare 125 meter til flaget og wedger en bold ind 5-6 meter kort af flaget. Den vælger jeg så at gå op og tre-putte nervøst for en bogey, mens Jeff får forvandlet min lost-ball til en hæderlig dobbeltbogey.

- Jeg har fokus et andet sted. Jeg har ikke brug for en 10-20 meter mere

På tredje hul oplever jeg for første gang længdefordelen ved at have en Jeff Winther-driver i min bag. Jeg er selv tæt på at ramme en fairway, men får et lidt uheldigt spring mod højre og ender i den første klipning af roughen mellem fairway og fairwaybunker i højre side af det knap 350 meter lange par-4 hul. Jeg har slået den 194 meter fra tee og efterlader Jeff cirka 150 meter op af bakke til green. Jeff derimod bomber en driver op langs venstresiden af fairway i det område, hvor den snævrer ret meget ind, og selv om den lige præcis triller ud i semiroughen, har jeg kun 71 meter ind til pinden derfra.

Vi rammer begge green. Og har cirka en 8-10 meter til hullet. Jeg treputter igen på den lynhurtige overflade, mens Jeff laver en stensikker par og griner lidt i skægget, han ikke har, over mine udfordringer med at finde farten på HimmerLands lynhurtige greens.

- De er da megahurtige, selv for dig, er de ikke?, forsøger jeg med forhåbning i stemmen, men den bider han ikke på.

- Det er sådan ok, lyder svaret.

- Nok rimelig standard på europatouren, men de står knivskarpt. Tror ikke du finder bedre greens i Danmark lige nu.

På vej til 4. tee taler vi lidt mere om den her besættelse af at hive ekstra meter ud af driveren som en direkte vej til bedre scores, som mange handicapspillere går rundt med. Det er ikke en besættelse, som Jeff Winther dyrker, selv om han på pro-niveau også “bare” er gennemsnitlig med de cirka 280 meter han driver bolden.

- Jeg har fokus et andet sted. Jeg har ikke brug for en 10-20 meter mere, eller jo, det ville da være rart nogle gange at kunne klemme ti meter yderligere ud, men det er ikke noget jeg dyrker overhovedet, siger han.

På 4. hul, det første par-5 hul på banen, laver vi begge en rimelig ligefrem par. Jeg rammer igen næsten en fairway. Denne gang tabt lidt i højre. Og knap 200 meter ude i anlægget. Jeff har ikke en ærlig chance for at nå det 517 meter lange hul i to, som han ellers nok er vant til. Jeg skal dog selv slå mit andetslag hele 83 meter længere fremme i anlægget og fra fairway, men udnytter ikke muligheden optimalt derfra til at komme tæt nok på green i to.

Og så er vi tilbage på 5. hul. Nu begynder forskellene for alvor at komme til udtryk på hullerne. På dette hul er der hele 140 meter i mellem vores to bolde. Jeg har efterladt Jeff i roughen med 210 meter til green - op ad bakke vel at mærke - mens jeg selv har sølle 69 meter fra fairway. Sikker par til mig og en bogey til tourproen, som mere og mere mister den optimisme, som var så tydelig inden runden.

- Du har ikke ramt en fairway endnu, og det ville jeg faktisk glæde mig til at du gør næste gang, lyder det med lige dele foragt og forhåbning i stemmen.

Men ak og ve. Sjette hul er et monster af et par-4 hul som spiller 432 meter fra backtee. Jeg taber den igen i venstre. Og efterlader Jeff med 244 meter til green, så han bare kan pitche frem i fairway. Selv slår han en perfekt lille rescuekølle ned i bunden af fairway, så jeg har lige under 150 meter til flaget. Vi går begge derfra med bogey.

Og på 7. hul rammer jeg så spillemæssigt bunden. Helt bogstavligt. Jeg chunker mit teeslag på par-3 hullet så meget, at det lige akkurat ikke kommer over den sø der er mellem teested og green. Endnu en lost ball fra tee på et par-3 hul fra min side, og jeg føler ikke specielt mange tourspiller-vibes lige i det øjeblik. Som i overhovedet. Men Jeff Winther er cool, og ikke nok med at han først slår teeslaget fra herretee ind til en 3-meter fra birdie, så forvandler han også mit vandslag til en ind og i bogey fra 100 meter. Høj klasse lige der.

Og jeg misser selvfølgelig hans 3-meter foræring for birdie. På vores 8. hul, endnu et par-4 hul op af bakke, rammer jeg endelig en fairway, og giver Jeff et slag på blot 114 meter til pinden, som han er meget tæt på at forvandle til en birdie. Jeg kommer til gengæld ind og i for netop sådan en fra de bare 63 meter, som Jeff har efterladt mig til hullet fra tee. 

På 9. hul laver vi begge par. Igen formår jeg ikke at forvandle en mulighed for at nå par-5 hullet i to slag, mens Jeff med min manglende længde fra tee igen må bide et langt hul over i tre bidder. Status efter ni huller. Jeg er fire over par, men har haft mere eller mindre optimale betingelser fra tee og føler slet ikke at jeg har udnyttet det til noget som helst. Jeff Winther er seks over par med min teebold, og har måtte kæmpe med to lost balls på par-3 hullerne og en håndfuld rigtig lange approachslag til greens ofte fra svære lies i roughen. 

- Det var sjovt, lyder den umiddelbare konklusion fra Winther.

- Men jeg synes også, at jeg havde gevaldigt langt ind efter dine udspil i og med at du spiller fra backtee. Jeg står med mellem 180 og op til 210 meter ind på nogle af par-4 hullerne, og når det så ofte heller ikke er fra fairway, så er det svært at score.

Men også lærerigt. På en eller anden finurlig måde. 

 

- I min optik er længde ikke den afgørende faktor. Forskellen ligger i indspil og putting

- Nu har jeg også spillet banen fra nogle steder jeg aldrig har set før og haft forholdsvist langt ind, men så ser man mulighederne, hvor kan man trille den op hvis man har 200 meter ind og ligger i rough, så prøver man jo at chase et eller andet op i nærheden af green, lyder det venligt fra Winther.

- Det åbner op fra andre spilmuligheder, synes jeg faktisk.

Diplomati fra allerøverste hylde er min lynanalyse. Han siger det ikke selv. Men mon ikke han også glæder sig til at få kontrollen med sin egen skæbne fra tee tilbage på de sidste ni huller af dagens træningsrunde? 

- Jojo, men jeg synes det var en meget sjov lille gimmick.

Også for mig. Der både har fået fornyet respekt for pro’ernes niveau. Og et endegyldigt farvel til den hjemmestrikkede teori om, at en prokarriere eller måske bare et stensikkert klubmesterskab i hjemmeklubben ligger lige rundt om hjørnet, hvis jeg laver en fuldbyrdet Bryson DeChambeau og lægger noget tyngde på kroppen og noget længde i driveren. Så det er passende at slutte artiklen her som den begyndte. Med et “tak”. Det sidste her dog uden ironi eller i en passiv-aggressiv tone. Men blot et:

“Tak Jeff”.

- Jeg skulle have vundet i Qatar

Føler du dig efterhånden som en etableret europatour-spiller?

- Ja det synes jeg egentlig. I og med at jeg er inde i næsten alle turneringer på touren, så føler jeg mig rimelig etableret. For når man kommer med en tourskolekategori, så er det bare noget andet. Så skal du gøre det ekstra godt i de der små turneringer, hvor der ikke er de vilde præmiesummer. Der kæmper du for livet næsten hver uge, hvorimod når du er inde i de store turneringer, så kan du tillade dig at lave en 35. plads i en Rolex-turnering og så er du godt dækket ind og får fine point og sådan noget. Det handler virkelig om at komme ind i de store turneringer og gøre det ok.

Har du været i tvivl om du nogensinde ville føle dig etableret?

- Jeg har altid taget en dag af gangen. Jeg har bare kørt med “the flow”, og det har jo egentlig kørt meget godt.

Du fik en tredjeplads i Qatar Masters, lige inden hele verden gik i stå sammen med covid-19. Var du ærgerlig over at sæsonen blev indstillet, mens formen tilsyneladende var god?

- Nej det er jeg egentlig ikke, jeg havde været i gang længe der, da jeg bliver nummer tre. Jeg tror, jeg havde spillet ni eller ti turneringer, så jeg trængte til en pause. Det bliver til mange golfrunder på kort tid, så det passede egentlig meget fint med et lille break. Som så blev noget længere end forventet. Og jeg har da haft mine kriser undervejs i det her corona-show, hvor jeg tænkte “hvad fanden foregår der”, og man ikke rigtig havde noget at stå op til noget at sigte efter. I et langt stykke tid var det lidt svært at finde engagement til noget som helst, men der tror jeg bare jeg skal være glad for at jeg har en kone og to børn, der har holdt mig beskæftiget.

Du spillede i den grad med om sejren i Qatar. Lærte du noget om dig selv i den uge? 

- Ja, det synes jeg bestemt, og det giver jo også noget selvtillid som jeg kan tage med på den anden side af coronapausen. Det giver altsammen et boost, ligegyldigt hvor lang tid siden, man har spillet. Jeg lever i hvert fald stadig på det der rush af at spille med om sejren der, selv om jeg nok føler jeg skulle have vundet. Det var i hvert fald, hvad min caddie sagde til mig. At den her den burde vi have vundet.

Så det var nogle dyre lærepenge du også satte ind på kontoen i forhold til fremtiden? 

- Er du sindssyg? Ja, det har nok været de dyreste lærepenge, jeg har haft indtil videre.

Du runder snart turnering nummer 100 på Europa Touren. Hvor meget tænker du på at få en sejr? 

- Det fylder egentlig ikke rigtig så meget, altså jo, det ville være fedt at få en sejr, men det er ikke noget der tynger mig, jeg er som sagt en meget afslappet person og tager det en dag af gangen, det er ikke noget, jeg decideret hungrer efter og træner efter hver dag. Jeg tager det, som det kommer og hvis det kommer, så kommer det, og sådan må det være.

Og hvad er det du mangler?

- Jeg tror egentlig ikke der mangler noget. Det handler mere om at ramme den helt rigtige uge. Og nu synes jeg, jeg har betalt lærepenge nok og har haft nogle ok chancer for at gøre mig gældende helt i toppen, så næste gang må den være der.

1. En pissegod opfindelse

“Slip for de pinlige øjeblikke, når du går i skoven”. Sådan lyder et af salgsargumenterne for “Uroclub”, der dukkede op på markedet omkring 2010. Spørgsmålet er dog, om ikke du tiltrækker mere akavet opmærksomhed, når du stiller dig op midt på fairway og lader vandet ned i denne falske kølle under dække af et lille håndklæde. Døm selv:  

Video

2. Big Daddy 

Hvis du ikke kan slå til bolden, kan du altid slå græsset - og måske få andre til at slå en lille latter op. Det må have været udgangspunktet for denne mærkværdige opfindelse, som under navnet “Big Daddy Driver” dukkede op på nettet i 2007. Den blev markedsført som en sjov gaveidé til golfspilleren, der hellere vil spille golf end passe haven. 

Video

3. Verdens dårligste idé? 

Ideen om at udskifte de 14 køller med en kombi-løsning er langt fra ny - og ikke nødvendigvis helt dum. Men denne opfindelse, der bedst kan beskrives som en stor grøn og meget grim slangebøsse, tager muligvis prisen som det mest idiotiske påfund nogensinde.  Manden bag “The Drutter”, Dino Kapadia, forsøgte i 2013 at få opbakning til sit projekt via crowdfunding og han nåede faktisk sit mål på 2.000 dollar. Se videoen og prøv at forstå hvorfor nogen kunne mene, at det var en god idé:

Se hvordan the drutter bruges her

4. En kanon idé?

Selve svinget er som bekendt en væsentlig del af golfsporten. Så hvorfor i alverden opfinde en kølle, som ikke skal svinges? Umiddelbart lyder det som en tåbelig idé, men der er faktisk en bagtanke bag denne krydsning af en golfkølle og et gevær. Køllen er nemlig konstrueret som en hjælp til golfspillere, som på grund af fysiske handicaps ikke længere er i stand til at spille golf på normal vis. Køllen bruger løse patroner og kan indstilles til fyre bolden mellem 45 og 205 meter ud over stepperne. Den koster cirka 6.000 kroner. 

Video

5. Charme, selvtillid og “lækkert” hår

Golf spilles i overvejende grad af mænd over de 50. Og de fleste i denne kategori kan skrive under på, at man sjældent får mere hår på hovedet med alderen. Er du typen, der mener at selvtilliden på golfbanen sidder i håret, kan du derfor overveje at investere i en visor med indbygget hårpragt. Den specifikke model ville dog formentlig passe bedre til en skaldet puddelhund - eller måske Darren Clarke, hvis han mister håret. 

6. #Teetoo

Der er sikkert nogle mænd, der stadig synes det er sjovt at tee’e bolden op på en anordning, der er udformet som en nøgen kvinde. Men det er formentlig de samme mænd, som stadig lever i 90’erne. De nøgne kvinder kan også bruges til at reparere nedslagsmærker, men det gør ligesom ikke sagen ret meget bedre. 

7. Ah, de gode gamle dage  

Golfspillere, som har været med siden 80’erne, vil sikkert få et nostalgisk lys i øjnene, når de ser en Kinbag. Den svenske opfindelse, som blev lanceret i 1980, udmærkede sig ved at være en golfvogn, bag og rejsecover i et og samme produkt. I dag kunne den sikkert også slæbes med i supermarkedet uden at vække yderligere opsigt.

8. Bubba’s Hover

Hvis nogen skulle komme i tanke om at lave en modificeret udgave af en golfbil, som både kan begå sig på græs og i vandhazarder, måtte det være Bubba Watson. Den flamboyante amerikanske tour-spiller gik i 2013 sammen med sin sponsor Oakley og et “hovercraft”-firma med 50 års erfaring om at udvikle en prototype, som skabte en del opmærksomhed. Den dobbelte Masters-vinder måtte flere gange slå fast, at der ikke var tale om en joke. Det var skam “The real Deal”. 

Hvem skal købe den: Golfspilleren, der har alt. (Inklusive for mange penge).

Se Bubbas hower i aktion her

9. The Big Beertha

Nej, det er ikke en stavefejl. Der skal være et ekstra “e” i Bertha. Ideen om at udvikle en ølbong i form som en driver startede på crowdfunding-siden “Kickstarter” - og folkene bag har allerede fået 50.000 dollar ind - langt over målet på de 15.000. Produktet markedsføres som en “ølbong for gentlemen” - og ordentlige damer, forstås. 

Se mere her

10. Hammer-time!

“Hammer-X”-driveren dukkede op i 90’erne og tager næppe prisen som det mest gakkede i golfhistorien. Det gør til gengæld reklamevideoen, hvor køllens opfinder Jack Hamm, som angiveligt er tidligere verdensrekordholder i Long Driving, forsøger at sælge “vidunderet” på sin helt egen og meget højtråbende facon. Hvis du ikke har set videoen før, så gør det nu. BOOM! 

Video

Himmerland New Course må nok være den bane, jeg kender bedst uden nogensinde at have spillet den.

Derfor vækker det også en helt særlig forventningens glæde, da vi får lov til at spille banen både lige før og lige efter Jyske Bank PGA Championship, der blev spillet på banen i slutningen af juni.

Det er altså en europatourbane sat op til sit ypperste, vi får lov at spille. For mig er det en glimrende chance for at få efterprøvet nogle af de meninger, jeg har dannet mig ved at følge Rasmus Højgaard, Thomas Bjørn, John Daly, Thomas Pieters, Søren Kjeldsen og mange flere rundt på banen.

Og hvad var så min holdning til banen, inden jeg selv havde spillet den?

At det er en af Danmarks til enhver tid mest velplejede baner. At den har et af europatourens mest ikoniske par 3-huller (du ved godt, hvilket hul jeg mener). At den har et intimiderende afslutningshul med et af de mest skrækindjagende teeslag, man kan forestille sig. At den også har nogle kedelige huller, især på for-ni, og at nogle huller ikke helt matcher europatourstandard i deres design - eksempelvis hul 6 (når det spiller som par 5-hul), hul 9 og hul 17.

Men der er oceaner og afgrunde mellem min golfvirkelighed og tourspillernes. Det er jeg pinligt bevidst om, og derfor er jeg da også mentalt forberedt på en svær test, da jeg sætter dagens første tee i jorden og skuer mod de tre fairwaybunkers, der udgør den mest tydelige udfordring på åbningshullet.

Hvis du overvejer at spille banen, så lad dette være den første opmuntring herfra: Banen er slet ikke så svær, som du frygter. Og den er heller ikke så lang, som du frygter. Jeg spiller den fra tee 56, og her er er der masser af huller, hvor du fint kan lade driveren blive i bag’en, hvis du har handicap 18 eller lavere.

New Course (der tidligere hed BACKTEE Course) er sat op til en noget nær perfekt balance mellem at udfordre dig og sikre dig en god oplevelse. Den almindelige amatørspiller vil føle, at han bliver testet i mange typer slag på banen. Flere steder er der tvungen carry over vand, og de fire par tre-huller vil formentlig kræve slag med fire forskellige jern.

Samtidig er banens stand værd at nyde i sig selv. Ethvert golfhjerte bør sætte pris på en bane, hvor et fairwaytræf altid giver dig et godt leje. Hvor dine putts triller på præcis den linje, hvor du har slået dem, og hvor bunkers har et stærkt visuelt præg med den viltre roughtvækst, der er i bunkerkanterne.

Den æstetiske oplevelse ligger lige så meget i omgivelserne som i selve banen. I Himmerland er der vitterligt højt til himlen. Der er en fornemmelse af plads, som få danske baner kan matche, og når man står midt på New Courses 17. fairway, griber man næsten ufrivilligt sin telefon for at fotografere det panoramiske vue ned mod 18. hul, klubhuset og hotellet.

Min opfattelse af, at banen har rigeligt mange kedelige huller, reviderer jeg efter at have spillet banen. Himmerland har adskillige huller, som du vil huske efter en enkelt gennemspilning.

Især kan banen roses for et firkløver af par 3-huller, som bliver kortere for hvert hul, men som stadig udfordrer dig. Hul 2 kræver et langt jernslag til en green, hvor du kun har få meter til at lande bolden. 7. hul er kortere, men her er der vand helt op til green og tyk rough bag green. 10. hul kræver for mange ikke mere end et 9-jern eller en pitching wedge, men landingsområdet er “bette”, som man vil sige lokalt, og bunkers er dybe. Endelig er der 16. hul, Himmerland Hill, som er umuligt at spille uden at se for sig det menneskehav, der plejer at bruse bag green. Her er det nemt at ramme green, men hvis du skal putte ned af greenens plateauer kan det være en lille succes i sig selv blot at holde det første putt på green.
 
Himmerlands New Course er også kendetegnet ved hul 11, som er Danmarks vist nok eneste par 6-hul. At man har givet det en par på 6 er dog noget misvisende. Hullet spiller kun godt 500 meter fra tee 52 og 56 og mindre en 600 meter fra tee 60 og 63. En bare nogenlunde habil spiller behøver ikke fire slag for at nå den green. Til gengæld er det måske hullet, du bare skal spille igen og igen, hvis du virkelig godt kunne tænke dig at lave en eagle.
 
Vi kan også trøste med, at 18. hul ikke er helt så svært, som det ser ud på tv. Her er vi vant til at se pro’erne stå på en vindomsust skråning og pege frustreret mod højre eller venstre, afhængig af, om deres bold er på vej ud i vandet eller ud i skoven. Men fra amatørtees er hullet ikke nær så langt. Vi behøver ikke slå henover en landevej, og vi kan vælge at slå mindre end en driver og alligevel have et slag mod green i andetslaget.

Er der så ikke hår i suppen, når det kommer til stykket? Jo! Hvis man vil holde New Course op imod den utrolig høje standard, som titlen af europatourbane antyder, så findes der da bestemt baner med et mere alsidigt og strategisk krævende design - også i Danmark. De stejle skråninger giver flotte udsigter, men er også med til at begrænse banen. Hul 9 er ikke noget godt golfhul. Fairway skråner så meget mod venstre, at bolden altid havner det samme sted, og man står og slår ind i et blindt område, hvor fairway også skråner mod venstre. Ved green er der et fantastisk tilskuerområde, og hvis det ikke var tilfældet, spørger man sig selv, om ikke arrangørerne af Made in Denmark ville lege med tanken om tage 9. hul ud af forløbet og erstatte det med et hul fra Old Course (tidl. Garia Course).

Tilbage står dog, at HimmerLand er et kæmpe aktiv i dansk golf. Et kraftcenter, som alle danske golfere faktisk bør unde sig selv en udflugt til, også selvom det er en lang køretur for alle dem, der bor i hovedstadsområdet.

Stil dig i en vilkårlig forsamling og kast en genstand op i luften. Der er gode odds for, at den falder ned rammer nogen, som ser sig selv som potentiel golfspiller.

Lyder det overdrevet? Det er det måske også, men en undersøgelse, som konsulentvirksomheden Havas har foretaget for Dansk Golf Union afslører en millionstærk befolkningsgruppe, som har nemt ved at se sig selv som kommende golfspillere.

- Det er overraskende for mig, at der er så mange, der er interesserede i golf. Folk, som ikke spiller golf, men som godt kunne tænke sig at gøre det, siger Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union.

Lidt over halvanden million mennesker, 1.552.000 for at være mere nøjagtig, ser sig selv som mulige golfspillere, selvom de ikke spiller lige nu.

- Jeg er overrasket over, hvor stort potentialet er. Og så har det overrasket mig, hvor bredt appellerende golf er, og hvor meget det kan. At det kan tappe ind i konkurrenceelementet, det sociale aspekt og mentalt velvære. Golf kan bare mange ting, siger Manja Stærk, der er Head of Consumer Insights and Analytics hos Havas.

Undersøgelsen er gennemført blandt danskere fra 15 år og opefter. Flere end 2.000 personer har besvaret og data er vejet, så svarene er repræsentative for Danmarks befolkning.

Den halvanden million mulige golfspillere er delt i fire forskellige grupper. Dem vender vi tilbage til.

Havas-undersøgelsen identificerer seks segmenter af forbrugere, når det kommer til idræt. De fire af dem rummer potentielle golfspillere. Men man skal slå på forskellige aspekter af golfsporten for at nå bestemte segmenter.

De seks segmenter

- Man skal kigge på undersegmenterne og se, hvordan der skal tales til dem. Det er konkurrenceelementet, der kendetegner dem, der er nemmest at få ind i sporten, siger Manja Stærk med henvisning til det segment, der er døbt “sportsentusiasterne”.

Sportsentusiasterne er en gruppe mennesker, der elsker at konkurrere. De kan godt lide, når sport er teknisk svært og bruger gerne flere timer på en sportsaktivitet. Lidt over halvdelen af dem er mænd. Omkring hver fjerde dansker falder i denne kategori.

- De er en gruppe, der passer rigtig, rigtig godt til golfsporten. Dem behøver vi kun at fortælle om golf og sørge for, at vi har de rette produkter, både fuldtidsmedlemskaber og fleksible medlemskaber, siger Morten Backhausen.

- Jeg tror, at mange er bange for, at de ikke kan være en del af golfen, hvis de ikke bliver så og så dygtige. Der er det vigtigt at kommunikere, at det kan de sagtens.

Han mener, at en af rapportens opløftende budskaber er, at golfsporten ikke behøver at lave om på sig selv for at rekruttere flere golfspillere.

- Vi skal bare fortælle folk, at vi er klar til at tage imod dem, og så skal vi være gode til at gøre dem til loyale kunder, uddyber han.

Det gælder også segmenter som “de sociale” og “mental balance”.

- De sociale er også en gruppe, man kan rekruttere til golfsporten. Men motivationen for dem er netop det sociale. De bruger helst ikke for lang tid på sport, så måske er det ikke den lange bane med 18 huller, man skal slå på. De har til gengæld penge. De er overrepræsenterede blandt folk med høj indkomst, de har råd til en god frokost, vurderer Manja Stærk.

Hun fortæller til gengæld, at “mental balance”-segmentet skal forføres ad andre veje.

- De dyrker motion for at koble af. Der er ingen tvivl om, at de kommer ikke for den gode stemning i klubben. De vil gerne have lov til at gå lidt i fred, siger hun.

Morten Backhausen erkender, at det kan være svært for den gennemsnitlige danske golfklub at identificere sine segmenter lokalt og skræddersy budskaber og kommunikationsveje.

- Det er derfor, vi laver koncepterne, så de kan tages direkte af golfklubberne. Vi har folk til at nørde med de enkelte ord og billeder, når vi promoverer på facebook. Der sidder vi hele tiden og arbejder med vores koncepter, så vi sender de rette budskaber i forhold til de segmenter, vi identificerer, siger Morten Backhausen.

 Af de 1,5 mio. mennesker, der er potentielle golfspillere, er der nogle, der må karakteriseres som lavthængende frugter.

Faktisk er der 150.000 mennesker, der svarer, at det rimeligt eller meget sandsynligt, at de vil melde sig ind i en dansk golfklub inden for de næste to år.

181.000 svarer, at de spiller golf, men ikke er medlem af en klub. 556.000 spiller ikke golf, men har dog prøvet det og synes godt om det. 665.000 personer har aldrig prøvet golf, men vil helt sikkert eller måske prøve det i fremtiden.

Det er store tal, men det får ikke Morten Backhausen til at give et bud på, præcist hvor mange af dem, vi kan få ind i sporten.

- Jeg vil ikke sige 5.000, 10.000 eller 20.000 flere. Men der et potentiale. Og potentiale er en ting. Noget andet er trends i samfundet. Økonomi spiller en rolle, og der er for eksempel ingen tvivl om, at golfsporten har nydt godt af, at fitnesscentrene har været lukket under corona. Samtidig er noget af det, der kendetegner Danmark, at vi har sindssygt mange tilbud. Kampen om vores fritid er hård, men vi tror på, at der er et potentiale, siger Morten Backhausen.

Dansk Golf Union gjorde allerede i 2019 rekruttering af nye golfspillere til højeste prioritet.

I 2020 har sporten nydt stor tilgang, og for første gang siden 2017 er der igen flere end 150.000 golfspillere.

Danske golfklubber er for længst blevet eminente til at fastholde medlemmer. Til gengæld har de været mindre gode til at skabe den indledende kontakt og få menigmand til at forstå, at der er en plads i golfsporten til ham.

- Jeg tror, at mange er bange for, at de ikke kan være en del af golfen, hvis de ikke bliver så og så dygtige. Der er det vigtigt at kommunikere, at det kan de sagtens. En af mine bedste golfoplevelser var med tre kammerater, som var helt nye i sporten og havde rigtig høje handicaps, hvor jeg har et rigtig lavt handicap. Men vi havde en fantastisk dag og konkurrerede hele vejen rundt, og det blev afgjort med de sidste putts på 18. green. Det er utroligt, at en, der har spillet i 30 år og nogle, der har spillet i et halvt år kan have en dag på golfbanen på den måde. Det er det budskab, vi skal have ud, siger Morten Backhausen.

Han medgiver, at vi i golfsporten måske har nedtonet det, som sporten kan give de konkurrencehungrende for i stedet at slå på fællesskabet, naturen og motionen.

Udover “sportsentusiasterne” identificerer Havas-studiet nemlig også segmentet “de ekstreme sportsentusiaster”. Det er et mindre segment, og også en gruppe, der generelt har mange jern i ilden. Men de er samtidig stærkt repræsenteret blandt de mennesker, der ser sig selv som potentielle golfspillere.

Glæden var ikke til at tage fejl af. Den strålede ud gennem tv-skærmen. Den slags glæde, der normalt er forbeholdt nybagte forældre. For Bryson DeChambeau lå glæden ikke i skabelsen af noget smukt men derimod i destruktionen.

Det var torsdag i PGA Championship, og efter et af sine nu berømte og berygtede drives knækkede DeChambeaus skaft. Smilet bredte sig fra øre til øre over et ansigt, der med al tydelighed viste, at de mange daglige proteinshakes og den kalorietunge diæt i løbet af det seneste års tid ikke alt sammen er blevet til muskelmasse. 

Traditioner for traditioners skyld er ikke DeChambeaus kop te, og den side af den snart 27-årige fra Californien er prisværdig. Han har set stort på konventionerne for udstyr og spiller med samme længde skaft i alle sine jern; han har forsøgt sig med alternative teknikker med putteren, indtil USGA satte en stopper for det; han måler og analyserer alt i håbet på at finde en fordel.

Sådan en mener DeChambeau, han har opdaget med driveren. Det statistiske materiale på PGA Touren vokser sig hele tiden større, nye kategorier og måder at anskue spillet på kommer til, og det har givet svar på noget, der førhen blot var antagelser. En af dem er, at længde er vigtigere end præcision. Straffen for at være i roughen er begrænset, hvis drivet er langt nok til at slå en wedge eller et kort jern mod green i andetslaget. For DeChambeau er den naturlige konsekvens at søge grænserne. Hvis et langt drive giver en fordel, så må det længst mulige drive give den størst mulige fordel. Det er grundlaget for, at han har spist og spist, løftet tunge vægte og nu ligner en stærk mand fra det omrejsende cirkus. 

Resultaterne taler for sig selv. DeChambeau spillede sin første fulde sæson på PGA Touren i 2017, men først fra denne sæson er hans driving distance skudt dramatisk i vejret.

2017: nummer 45 med 273,8 meter

2018: nummer 25 med 279,5 meter

2019: nummer 34 med 276,6 meter

2020: nummer 1 med 296,2 meter

Tallene er efter PGA Championship, og DeChambeau er godt på vej mod at slå alle tiders rekord for længde på PGA Touren, men tallene for denne sæson fortæller ikke den fulde historie omkring den dramatiske udvikling.

Mens golfen lå brak, havde DeChambeau tid til at give det fysiske arbejde en ekstra skalle, og siden genstarten har han produceret utrolige tal på de baner, hvor der er plads til at slå hårdt til bolden. I Rocket Mortgage Classic, en turnering DeChambeau vandt, blev hans drives i gennemsnit målt til 320,6 meter, 8,8 meter længere end nummer to på listen, Cameron Champ, og 16,7 meter længere end Seamus Power på tredjepladsen. DeChambeau er blevet målt i en turneringsrunde til at sende bolden af sted med 197,59 mph. Gennemsnittet på PGA Touren er 169,55 mph. For hver mph er der potentielt to en halv meter at hente. På trods af, at DeChambeau i sin nye, Hulk-lignende form svinger med alt hvad han har i reserve, har det ikke kompromitteret præcisionen i nævneværdig grad. Jo, han rammer færre fairways end i 2018 og 2019 (men flere end i 2017), men han rammer alligevel kun 0,5 procent færre fairways end gennemsnittet på touren. Teknologisk udvikling har gjort slagfladerne mere tilgivende og derved også gjort det mindre risikobetonet at slå hårdt til bolden.

Lange drives og relativt mange fairways - det er en vindende kombination, og det bliver tydeligt i kongen af alle statistikker: Strokes Gained. Fra tee vinder DeChambeau 1,18 slag i forhold til feltet hver eneste runde, flere end nogen anden spiller. Rory McIlroy bliver af mange betragtet som spillets bedste med driveren, og han er 0,37 slag bag DeChambeau pr. runde, eller næsten halvandet slag pr. turnering.

Der kunne præsenteres flere tal, men mon ikke pointen er ved at være banket hjem: Den aggressive, hårdtslående strategi er forbløffende succesfuld. Hvis kollegaerne bliver inspireret og får lignende idéer, kan det speede en udvikling op, der nærmere har brug for at blive bremset. Længde har altid været en fordel, men tidligere har de mest kraftfulde spillere haft en tendens til at skrue ned for farten i jagt på mere præcision. Måske er DeChambeau ved at ændre på opskriften for succes.

Kjeldsen: - Hurtige fairways og faste greens er en del af løsningen

Der er sket et skred i, hvordan golfspillet tolkes, og det er en stor del af årsagen til, at spillerne slår længere og længere. Det siger Søren Kjeldsen, som fik sin golfopdragelse i en anden tid og har set udviklingen på nærmeste hold.

- Der er en enorm fokus på det med længde. Det betyder meget, hvilket miljø, du vokser op i. Hvis du får tudet ørene fulde af længde hele tiden, så gør det selvfølgelig noget. Den periode, hvor jeg begyndte at spille rigtig meget, var det sådan noget med Faldo, hvor det hele handlede om kontrol og om at ramme fairways og greens. Og i dag er det selvfølgelig noget andet, hvor de unge vokser op med at slå så hårdt som muligt, og man har Trackman til at måle, hvor hurtigt vi kan svinge køllen og hvor højt, vi kan få ball speed op. Så det er jo et helt andet fokus. På mange måder synes jeg, det er super interessant. Jeg tror, at hvis man bruger det rigtigt, er det en mere effektiv måde at anlægge sit spil på.

Bryson DeChambeau er frontfiguren for udviklingen, og amerikanerens transformation er ikke gået Kjeldsens næse forbi. Faktisk er han fuld af beundring over det arbejde, der har gjort DeChambeau ikke kun til den længste men også en af de bedste drivere i golf. 

VI VIL GERNE VIDE, HVAD DU MENER OM, AT PRO'ERNE SLÅR LÆNGERE OG LÆNGERE - FØLG LINKET OG VÆR MED I VORES UNDERSØGELSE OG LODTRÆKNING OM GOLFBOLDE

- Der er ingen tvivl om, at man har et større område på køllen nu, hvor den kommer fint ud. Men jeg vil stadigvæk sige, at en ting, der efter min mening bliver fuldstændig overset i den her debat, det er, at når man svinger så hurtigt og hårdt, som Bryson gør, kræver det en masse skill, og det synes jeg faktisk ikke, han får nok credit for. Det ser ud som om, han slår så hårdt, som han kan. Jeg slår jo ikke så hårdt, som jeg kan. Og hvorfor gør jeg ikke det? Det er jo fordi, at det er virkelig svært at kontrollere bolden, når du slår så hårdt. Han har ændret sin krop, og jeg synes, det er helt fantastisk, det kan lade sig gøre. Nu kan han så slå den meget længere, plus han er super god til alt det andet også - en fantastisk putter og han har godt short game. Prøv lige at have lidt respekt for det, han har gjort.

Kjeldsen er splittet omkring udviklingen og ser både positive og negative sider. 

- Historien i vores sport er vildt fed - at spille på baner, som er hundreder af år, og når de ikke længere slår til, er det en kæmpe skam for sporten. Hvis golfbaner skal være større og større og tage mere og mere land og derfor også bliver dyrere at passe, er det et kæmpe problem. Så jeg er meget mellem to stole. Det er et problem hvis golfbaner bare blive større og større og større indtil folk slår 600 yards fra tee, for hvor meget land skal 18 huller så tage? Det er der, hvor diskussionen bliver kompliceret.

Det mest sandsynlige resultat af evalueringen, R&A og USGA skal i gang med, er, at ingen nye restriktioner bliver indført, mener 45-årige Kjeldsen. Det synes han ikke nødvendigvis er negativt, men hvis noget skal ændres, er en langsommere bold til de professionelle og en hurtigere version til amatørerne den mest åbenlyse løsning. Den tidligere verdensmester mener dog også, at meget kan reddes ved en anden tilgang til banedesign og baneopsætning. En tilgang hvor længde ikke er et forsvar i sig selv, og hvor rå kraft ikke er hele svaret.

- Indimellem synes jeg, man kan savne en lille smule fantasi i den måde, man sætter en bane op på. Med det samme, man laver golfbaner meget firm - hvis man har mulighed for det - hvor man kan slå spin fra fairway men ikke fra roughen, så begynder vinklerne at spille ind, og man begynder at skulle tænke sig om, siger han.

R&A gør klar til kamp

Efter årtiers tøven er der ændringer på vej. Godt nok er processen sat på pause, mens udstyrsindustrien forsøger at komme sig fra følgerne af cornonavirussen, men R&A og USGA er endelig parat til at sætte ind over for udviklingen i driving distance. 

På PGA Touren og LPGA Touren slår spillerne cirka en meter længere for hvert år, der går, men først i den seneste udgave af den årlige Distance Insights Report, blev det officielt konkluderet, at længde er blevet et problem. 

- Vi mener, golf vil trives bedst i det kommende årti og fremefter, hvis denne fortsatte cyklus af konstant forøgede slå-afstande og forlængelser af golfbaner stoppes. Længere slag, længere baner, at spille fra længere tees og bruge mere tid på at spille, det tager golfen i den forkerte retning, og det er ikke nødvendigt for at gøre golf udfordrende, fornøjeligt og bæredygtigt i fremtiden. Ved at nå frem til den konklusion er vores fokus fremadrettet et mål om at bygge videre på de styrker, spillet har i dag, samtidig med at vi vil tage skridt for at ændre kursen og påvirkningerne af øget længde for spillets bedste på lang sigt, konkluderer rapporten.  

Hvad det så kommer til at betyde, ved ingen. Der er bred enighed om, at solid-core boldene, som blev introduceret omkring årtusindskiftet og gjorde, at det ikke længere var nødvendigt at ofre længde til fordel for spin eller vice versa, har sat det tydeligste præg på udviklingen, men udstyrsgiganterne kommer til at kæmpe med næb og kløer for at undgå nye begrænsninger for bolden. Det ville betyde, de kunne vinke farvel til en række lukrative patenter.

Måske er det slet ikke bolden, der kommer til at stå for skud. Martin Slumbers, administrerende direktør for R&A, udtalte følgende i juli:

- Min holdning er klart, at golf er et færdighedsspil. Det er vigtigt at have en balance mellem færdigheder og teknologi.

- Det er for simpelt bare at sige, det er boldens skyld. Alt for simpelt. Man kan ændre ting ved bolden, men det er forholdet mellem bolden og køllehovedet, som er vigtigst for mig. Den fundamentale ændring af golfbolden siden 1999-2000 med introduktionen af ProV1-teknologi, det er, at bolden spinner mindre. Og driverne er blevet designet sådan, at den spinner endnu mindre og får den til at flyve længere.

Nogle modstandere af en tilbagerulning af udstyret mener, at det er en straf af de langtslående spillere. Det stik modsatte er tilfældet, hvis Slumbers ellers får held til at tippe vægtskålen i retning af færdigheder. Gode drivere vil fortsat slå gode drives, og kraftfulde spillere vil fortsat ligge længst fremme. Spredningen mellem gode og mindre gode drives har tidligere været større, og den kan blive det igen.

Nanna Koerstz Madsen: - Golfen må godt være i bevægelse

Fysisk træning og bedre teknik. Det er Nanna Koerstz Madsens opskrift på at slå langt. År efter år rangerer hun nær toppen af driving distance på LPGA Touren, men hun mener ikke, udstyret er en afgørende årsag.

- Jeg har spillet golf i 15 år nu, og jeg føler ikke, det er udstyret. Jeg kan ikke mærke, at udstyret gør en kæmpe forskel fra jeg fik min første driver og til nu. Jeg føler ikke umiddelbart, at det er driveren, der har gjort, at jeg har fået mere længde.

Nummer 100 i LPGA Tourens driving distance slår 230,9 meter. For to årtier siden ville den længde give en placering i top-20. Koerstz Madsen startede med at spille, efter bolden blev revolutioneret, og derfor har hun ikke oplevet den mest markante del af udviklingen.

Den mest åbenlyse del af problemet med længde er pladsmangel, men selvom damernes udvikling nogenlunde følger mændenes, har de flere teesteder at tage i brug længere tilbage.

- For kvinderne er det noget nemmere at gøre noget ved det, for vi kan bare rykke tilbage på herretee. Når jeg ser mændene spille nogle af deres majors, for eksempel Augusta, så slår de jo ind med jern på tre par-5 huller, og det gør vi stort set aldrig. En gang imellem spiller vi et par-5 hul, hvor vi slår ind med jern, men i reglen skal der to ret gode slag til at nå par fem hullerne. Så jeg tror bare, at det er nemmere for os at sætte banen længere op, end det er for herrerne.

Udstyrsproducenterne har for længst presset køllehovederne til de tilladte grænseværdier, og nu består arbejdet hovedsageligt i at optimere boldflugten og øge tilgivenheden. Det gør, at risikoen ved at slå hårdt til bolde bliver mindre og mindre, hvorfor fysisk styrke og evne til at generere fart bliver vigtigere og vigtigere. En ægte snap-hook findes stort set ikke mere; en sky’er ses heller ikke med driveren på det professionelle niveau, og selv et træf helt inde på hælen giver et fornuftigt resultat. Det var ikke tilfældet tidligere, men det forbedrede udstyr er ikke et problem ifølge 25-årige Koerstz Madsen.

- Golfen udvikler sig jo hele tiden. Engang måtte man jo heller ikke markere bolden på green, der skulle man putte uden om de andres bolde. Så jeg synes godt, at golfen må være i bevægelse, som teknologien nu bevæger sig. Jeg synes ikke, at det er forkert, at udstyret bliver bedre, men det er klart, at man kan ikke have en kølle, der bare kan slå 500 meter, uden at man skal gøre noget ved det. Men de små ting, der hele tiden udvikler sig teknologisk, det synes jeg er ok. Jeg har ikke bemærket, at jeg har fået vildt meget mere længde.

Om der skal ændres noget eller ej, så er Koerstz Madsen tilfreds med at overlade beslutningen til andre. 

- Ærligt talt svinger jeg bare golfkøllen og tænker ikke så meget over de der debatter. Det er ikke noget, der påvirker mig, og det er ikke noget, jeg går og tænker på. Jeg følger bare de regler og retningslinjer, der er, og hvis der kommer en ny regel, så må jeg jo bare følge den.

Flemming Astrup: - Folk kan godt lide at se nogen, der slår langt

Underholdning er alfa og omega for Flemming Astrup, og det er kun naturligt, når han i rollen som direktør for ECCO Touren skal forsøge at lokke sponsorer til den danske tour. Underholdning går hånd i hånd med lange drives, siger han.

- Pengene kommer jo fordi, det er underholdende at se på, og i min optik tror jeg, at 990 ud af 1000 tilskuere hellere vil se birdies end de vil se bogeys.

- Jeg vil sige, at i amatørgolfen synes jeg ikke, udviklingen er et problem. I professionel golf? Neeej, det er stadigvæk god lir, og folk kan jo stadig godt lide at se nogen, som slår langt. Det er jo nogle forholdsvis populære spillere, dem der slår langt.

- Selvfølgelig slår de markant længere i dag, men folk er jo også i markant bedre fysisk form. Der vil altid være nogen, som slår længere end andre. Det fænomen har man jo kendt til altid, så forskellen i dag er nok, at nu er der nogen, der slår rigtig langt og rigtig lige og gør det rigtig, rigtig tit. Før i tiden havde dem, der slog langt, det måske også med at sprede dem en gang imellem.

Flemming Astrup er altid fuld af gode idéer, hvilket blandt andet har gjort Made in Denmark til en enormt populær turnering blandt både spillere og tilskuere, og grundlæggende er han imod at dæmme op for udvikling. I stedet foretrækker han at lade bane-setup udfordre spillerne.  

- Golfbolden har jo udviklet sig rigtig meget siden de første fjerbolde, havde jeg nær sagt. Så grundlæggende er jeg imod, at man bremser udviklingen. Og der er jo også meget mere hjælp i de forskellige jern og køller, så det synes jeg et eller andet sted er, som det er.

- Der er mange baner, hvor forsvaret ligger i, at du skal være præcis. Man kan jo stadig godt lave smalle fairways, så de præcise spillere stadig har en fordel. Problemet synes jeg næsten mere består i, når man virkelig bare kan sprede bolden og al roughen er klippet ned. Det synes jeg er mere synd for golfsporten, end at nogle slår sindssygt langt.

Selvom Astrup ikke er tilhænger af restriktioner på udstyret, kan han godt forestille sig, der bliver grebet ind.

- Jeg tænker, at man måske begynder at lave et eller andet med bolden, måske som et forsøg. Sådan har man det jo i mange steder i professionel sport. I Formel 1 har man nogle restriktioner; i sejlsport er der nogle restriktioner for, hvor store sejl må være og alle de her ting. Det kunne måske godt være, at man tænkte på PGA Touren og European Tour, at nu laver vi et forsøg med at spille med en anden type bold. 

Astrup selv tænker altid ud af boksen, og længdedebatten er ingen undtagelse. Hans forslag til at gøre spillet mindre endimensionelt, er måske ikke ment helt seriøst, men det er bestemt alternativt og et interessant tankeeksperiment.

- Hvorfor fanden skulle man bremse udviklingen, hvis man har et produkt, man kan gøre bedre, hvorfor skulle man så ikke gøre det? Så kan man sige, at man kan finde ting, der kan gøre det mere publikumsvenligt. For eksempel i fodbold må man ikke længere lægge tilbage til målmanden og dit og dat. Jeg ved ikke, om man kan gå ud og sige til spillerne, at de kun må slå seks gange med hver kølle på en runde, siger han efterfulgt af en høj latter.

Det er den moderne golfsports hjemland og et af verdens mest populære rejsemål for golfturisme - med god grund. Skotland huser flere kendte baner, som især trækker amerikanere til Europa for at betræde de hellige fairways, hvor det hele startede.

Selvfølgelig trækker Old Course i St. Andrews et stort læs, når der lokkes udenlandske golfspillere til landet. Læg dertil Carnoustie Links og Kingsbarns Golf Link. 

Men der er masser af andre muligheder, når ens spikes er kommet på pilgrimsrejse i det skotske.

Da jeg først var kommet over usikkerheden ved at køre i venstre side af vejen for første gang, greb golfbane på golfbane min opmærksomhed gennem landskabet i det østlige Skotland. Der går sjældent mange minutter mellem udsigten til grønne greens eller en vejvisning til endnu en bane.

Mulighederne er næsten uendelige, hvis GPS’en ikke kun sender én i retning af de kendte anlæg, hvor der spilles store turneringer.

Dansk Golf er landet for at opleve de græsgange, som vi ikke ser i fjernsynet.

En markant del af oplevelsen i Skotland er at betræde de landskaber, hvor der er spilles golf gennem flere århundreder. Det er tilfældet hos Montrose Golf Links, hvor “The 1562 Course” afslører en lang historie.

Verdens femteældste golfbane, proklameres der stolt, når man bydes velkommen.

Det er en ægte linksoplevelse med tyk rough, der straffer gang på gang.

Banen ligger helt ud til østkysten og spilles på centimeteren ud til kanten af de skrøbelige sandbanker, som hullerne ligger på. Modvinden møder os på hul to og fortsætter frem til syvende green. 

Her spilles der på anlæggets søside, før turen går tilbage mod klubhusene. Ja, husene. Masser af golfbaner har flere klubber tilknyttet, og det er også tilfældet på Montrose. Her er fortsat tre forskellige, men den manglende fremgang i medlemstal har presset to af dem til at slå sig sammen.

Vi snakker ikke helt så mange års historie som banen, men klubhusene er også en oplevelse i sig selv. Det er ikke den polerede stil med store glasfacader, som danskerne er vant til. Klubhusene er klassisk skotske og fungerer som udgangspunktet for en stor del af byens sociale liv.

Golfbanen er også naturligt integreret i lokalsamfundet. Der er huse lige uden for skudlinjen, og skolebørn krydser fairway på vej mod stranden.

Kursen sættes herefter mod syd på jagt efter mere golfhistorie. Angus-områdets kystlinje viser os mod Carnoustie. Men det er ikke den legendariske Championship-bane, som står på listen.

Det er derimod naboen til Carnoustie Links. Fra Panmure ser man over mod de fairways, der otte gange har lagt græs til The Open.

Panmure har et meget interessant layout. Det er gennem størstedelen af runden en klassisk linksbane, som dog ikke spilles langs vandet. Men det karakteristiske, tunge rough, der hurtigt kan ødelægge din score, dominerer. Det er en kort bane, som er skåret ud i links-landskabet.

Højdeforskelle og blinde slag skaber en udfordrende oplevelse uanset handicap og længde. 

Her bør enhver gæst også besøge klubhuset, hvor Panmure Golf Club har hjemme. Det er nemlig en af verdens ældste klubber, og der er lange traditioner bag.

Tiden er også skruet mange årtier tilbage, når man træder ind. Det er heller ikke lang tid siden, at man frabad sig mobiltelefoner og havde en hård dresscode bestående af jakke og slips. 

Trofæskabene er fyldt med seværdige eksempler på golfens historie på Panmure. Sølv støbt i alverdens former og størrelser markerer klubmestrene og kaptajnerne gennem mere end 150 år.

Foruden Carnoustie har Panmure også en anden ældgammel nabo. Mod syd ligger Monifieth, og der er få træer mellem de to baner.

Panmure Golf Club startede faktisk på Monifieth, og dermed snor historien sig endnu længere tilbage på nabobanen.

Her er tale om et knap så udfordrende anlæg. Det er fortsat links, men udformningen har aspekter, som vi kender fra de hjemlige parkbaner. Det skulle angiveligt være den mest populære bane for de lokale golfspillere, men golfturisterne springer ofte over Monifieth i jagten på en intens linksoplevelse.

Selvom de to baner ligger ryg mod ryg, så er der altså forskellige oplevelser i vente inden for et stenkast fra Carnoustie. De er dog fælles om at holde standarden på fairways og greens ualmindeligt højt. 

Når man nævner golfhistorie, skal et bestemt navn også på bordet. 

Tom Morris Senior - eller Old Tom Morris - stod for mange af de koncepter, som vi spiller golf efter i dag. Han havde hjemme i St. Andrews, men flere britiske baner kan bryste sig af at være et resultat af pionerens idéer.

Det bringer os til Fife, der ligger syd for Dundee. Området huser både St. Andrews og Kingsbarns, hvilket hurtigt henviser både fantastiske og historiske golfbaner til skyggerne.

Crail Golfing Society kalder sig verdens syvendeældste golfklub. De råder over to baner helt ud til kysten. Balcomie Links dateres tilbage til 1895 og er oprindeligt udtænkt af Old Tom Morris.

Han stod også bag banens allerførste slag. Køllen, der blev brugt, kan ses i klubhuset.

Det er altså nogle markante fodspor, som du træder i gennem Balcomie-banens udfordringer. I forhold til resten af links-oplevelserne er der brede fairways og færre områder med tyk rough. Til gengæld spiller havet en stor rolle.

På det femte hul kan man skære ind over kysten for at nå par 4-hullet i to slag. Med den rette kurve og en vis portion mod er der et uforglemmeligt teeslag i vente.

Hullerne er sat snørklet sammen, og flere gange krydser fairways hinanden. 

Der er tydeligvis sket meget inden for golfarkitektur - både på godt og ondt. Det går op for én, når mødet med Balcomie er ovre. Men uanset præferencer og smag er det en oplevelse at spille golfhuller på den måde, som Old Tom Morris introducerede for verden.

Dansk Golf var inviteret til Skotland af Carnoustie Country og Fife Golf

Nul, 1 eller 2 strafslag? Mange spillere har svært ved at huske, hvilken konsekvens der lige er af, at deres bold er endt i den ene eller anden situation på banen. Man hører ofte spørgsmålet: Er der ikke er en tommelfingerregel, der kan gøre det lettere at forstå systematikken?

Først og fremmest skal det anbefales altid at have DGU's lommeguide til Golfreglerne ved hånden. Den giver hurtigt og overskueligt svar på alle normalt forekommende regelsituationer. 

Men til at give en mere overordnet forståelse for principperne i Golfreglerne, synes jeg som jurist, at det kan være hensigtsmæssigt at inddrage de juridiske principper uskyldig, uagtsom og skyldig, selv om de ikke fremgår direkte af Golfreglerne. Lad os prøve at se, om det giver mening.
 

Skyldig

Skyldig er du, når du bryder en golfregel, som du burde kende. Ukendskab til loven fritager som bekendt ikke for straf. Det koster golfreglernes generelle straf, som er 2 strafslag. Her er nogle eksempler:

- Du driver i slagspil (stableford) fra et sted uden for teestedets grænser. Du bør kende grænserne. 2 strafslag.

- Din bold er i et strafområde, og du tager lempelse for et drænrør (en ikke-flytbar forhindring) i strafområdet. Du bør vide, at dette ikke er tilladt. 2 strafslag.

- Din bold er i bunker, og du berører sandet med køllehovedet lige bag bolden, enten inden du slår eller i tilbagesvinget. Du bør vide, at det må du ikke. 2 strafslag.
 

Uagtsom

Uagtsom er du, når med et dårligt slag bringer dig i en situation, som du ikke kan komme videre fra. Du har efter bedste evne prøvet at slå et godt slag, og du har ikke brudt nogen regel, men det gik desværre galt. Reglerne giver dig mulighed for lempelse, så du kan komme videre med spillet fra alle disse situationer, som du uforsætligt, men uagtsomt, har bragt dig selv i, men det er ikke gratis. Det koster 1 strafslag. Eksempler:

- Du har slicet bolden out of bounds. Det var selvfølgelig ikke med vilje, men du kan ikke skyde skylden på andre end dig selv. Det var en "uagtsom" handling, men reglerne giver dig mulighed for at komme videre ved at gå tilbage og slå om (tab af afstand) - og lægge 1 strafslag oveni. Det samme gælder, hvis du er kommet til at sende din bold ud i knæhøj rough, og du ikke kan finde den.

- Du har toppet bolden ned i vandet, så den er tabt i strafområdet inden for de røde pæle. Reglerne giver dig tre lempelsesmuligheder for at komme videre, som du kan vælge imellem - men det koster 1 strafslag.

- Din bold ligger uspillelig i en busk. Også her hjælper reglerne dig videre. Du kan erklære bolden uspillelig og vælge mellem tre lempelsesmuligheder, men du må også her tælle 1 strafslag.
 

Uskyldig

Heldigvis kan du også komme i situationer på banen, hvor reglerne anser dig for uskyldig. Det er ikke din skyld, at din bold eller dit næste slag generes af visse forekomster på banen, og reglerne giver dig lempelse uden straf, så du kan spille videre med 0 strafslag. Som i disse eksempler:

- Din bold, sving eller stance er generet af noget menneskeskabt på banen, som f.eks. en bænk. Altså af en ikke-flytbar forhindring. Det er ikke din skyld, at klubben har fundet på at stille en bænk der, hvor din bold ligger. Reglerne siger, at du er uskyldig, og at du må tage lempelse uden straf, dvs. droppe bolden inden for en køllelængde fra det nærmeste punkt for fuld lempelse - med 0 strafslag.

- Din bold, sving eller stance generes af et muldvarpeskud eller en løbegang til en mus eller mosegris. Du skal ikke lide under disse dyrs hærgen af banen. Der er tale om unormale baneforhold, der giver lempelse uden straf. Du må - med 0 strafslag - droppe bolden inden for en køllelængde fra det nærmeste punkt for fuld lempelse.

- Din bold er fæstnet i sit eget nedslagsmærke eller ligger i midlertidigt vand på banen. Det er ikke din skyld, at vejret har gjort banen så våd, at dit spil generes på denne måde. Du er uskyldig og kan tage lempelse uden straf. 0 strafslag.

- Der er en gren (løs naturgenstand) eller en plastikflaske (menneskeskabt, såkaldt flytbar forhindring), der generer dit tiltænkte sving. Du er uskyldig i denne gene og må fjerne tingene uden straf, før du slår. 0 strafslag.

- Din bold, sving eller stance generes af et areal under reparation. Du er uden skyld i, at klubben har valgt at reparere lige det område, hvor din bold ligger. Uskyldig - og du må droppe bolden inden for en køllelængde fra det nærmeste punkt for fuld lempelse, igen med 0 strafslag.

Ovenstående er en tommelfingerregel, så tjek for en ordens skyld lommeguiden for at være sikker på den rigtige fremgangsmåde. Men prøv at tænke i disse baner, næste gang din bold ender i en uheldig situation, og du vil sikkert kunne nå frem til det rigtige svar på spørgsmålet: 0, 1 eller 2 strafslag?

Nogle gange kan man fornemme det allerede ved ankomsten: Her er en klub, hvor alt bare er i orden. Nem indtjekning, fin shop, gode træningsfaciliteter og en dejlig restaurant med udsigt over anlægget. Og lige præcis sådan er Sønderjyllands Golfklub.

I 100-året for genforeningen er det jo oplagt at tage en tur mod syd og spille Sønderjyllands ældste golfklub. Den lå her godt nok ikke, da kongen i 1920 red over Kongeåen på sin hvide hest – dengang var der ingen golfbaner i regionen, men det blev der lavet om på i 1968, dengang ”Fidde Jen Kryds”, som Frederik den IX kaldtes på de kanter, var konge.

En flok af Aabenraas spidser fandt ud af, at det nok ville være sjovere – og bedre for helbredet - at mødes i en golfklub frem for den sædvanlige beværtning. Der var ikke langt fra tanke til handling, klubben blev stiftet i 1968 og i 1970 blev de første slag slået på klubbens ni, spritnye huller. I 1982 kom fem huller mere til, og siden 1986 har man rådet over en fuldvoksen bane.

Der er allerede masser af mennesker, da Dansk Golf ankommer op ad formiddagen. Golfklubben er populær, faktisk så populær, at der bliver spillet intet mindre end 40.000 runder om året – det er næsten dobbelt så mange som gennemsnittet for en dansk klub.

De mange medlemmer og gæster har et dejligt anlæg at boltre sig på. Afvekslende, udfordrende og særdeles velholdt. Det er klubbens ambition, at man Sønderjyllands Golfklub skal kunne sammenlignes med klassebaner som eksempelvis Esbjergs Marbæk og Skovbanen i Holstebro. Og det er efter min mening lykkedes ret godt. Og så er greenfee for øvrigt uhørt billig for en bane af den klasse – her får man virkelig noget for pengene.

Banen er afvekslende og let at spille, da der er ganske kort mellem green og tee. Men har man alligevel problemer med bentøjet, er der mulighed for at leje en buggy. Den er anlagt i en gammel grusgrav, det betyder, at den sandede jord dræner banen helt naturligt. Første gang, jeg var på besøg, havde det regnet i evigheder, og mange andre baner i området var hårdt plaget af vandet. Men ikke Sønderjyllands Golfklub.

Når jeg bevæger mig rundt på anlægget, kan jeg godt se, at det er en gammel bane. Der er masser af høje, nærmest majestætiske træer. For botanikere er her over 50 forskellige træsorter masser at studere, for os andre gælder det bare om at holde os fri af grene og stammer. De er nemlig ofte i spil – og som en smuk feature er der plantet to blodbøge på hvert hul, der samtidig markerer 150 meters afstand til green.

Runder starter som en klassisk parkbane, de første fem huller er lige til, og jeg når at tænke på, hvor meget mit handicap mon skal reguleres ned efter runden. Men så tager banen fat. Fra sjette til niende afløser det ene svære Par 4-hul det andet. 

På 10. skifter banen totalt karakter, da vi bevæger os ind i skoven. Godt nok er der på det seneste blevet fjernet mere en 1000 træer på banen – de var simpelthen blevet for gamle – og det har  tyndet så meget ud i træerne, at man næsten kan skimte Hærvejen, der løber lige på den anden side af træbæltet, men de sidste ni huller er dog stadig overvejende skovhuller.

Efter at have spillet med samme bold de første ni, gør de næste ni et dybt indhug min beholdning. Nu nytter det ikke længere bare at pumpe løs med driveren, det handler om præcision på de ret smalle huller. Det er ikke min styrke, og da vi kommer til 18. er eller forhåbninger om et lavere handicap for længst forsvundet sammen med et utal af bolde i den sønderjyske skovbund. 

Den dårlige score glemmer jeg dog hurtigt, da jeg bevæger mig ned ad dagens sidste hul, som også er klubbens signaturhul. Det var med i kampen om at blive Danmarks bedste, da Dansk Golf for et par år siden kårede landets bedste golfhuller. Helt fortjent: Det er ikke bare smukt – med sø og springvand i højre side - det er også en ganske svær afslutning. Og et formidabelt punktum på en formidabel bane.