Som bosat på Sjælland har jeg flere gange hørt nogen sige om Lübker Golf & Spa Resort, at det ligger langt fra alting.

Om det er sandt eller ej kommer naturligvis an på din definition af “langt” og din definition af “alting”.

Uanset, så er der det gode ved Langtbortistan, at der er så velsignet fredeligt. Og freden er blot en af flere ting, jeg hurtigt kommer til at elske ved stedet.

Lübker er med stor sikkerhed den bedste bane i Danmark, jeg stadig mangler at spille, da jeg kører mod Djurslands midte på en solrig og blæsende majdag.

Det er lidt af et højdepunkt for mig, og hvilket højdepunkt det også bliver i resortets historie, når DP World Tours imposante lastbilkaravane kører samme vej til august.

Det er i år 20 år siden, at idéen om Lübker blev luftet, og det er 16 år siden, at de 27 huller af mesterskabsstandard blev indviet.

I årets første Dansk Golf beskrev vi Lübkers historie, som har flere op- og nedture end de fleste danske golfklubber kan nå at opleve på en snes år.

Banens kvalitet kan der ikke pilles ved. I sin seneste rangering af kontinentaleuropas bedste baner, har Golf World Lübker som nummer 48, kun overgået i Danmark af de to baner på The Scandinavian.

Det er sløjferne Sky og Sand, der sammen betragtes som resortets A-bane. Dem skal vi spille i dag, og dem skal Højgaard, Olesen, Nørgaard og kompagni spille til august.

Når man spiller den Robert Trent Junior-designede bane, mærker man det tårnhøje ambitionsniveau, som har brændt i alle, der var med i stiftelsen og realiseringen af det østjyske golfresort.

Muskler og finesse

Det er en bane med både muskler og finesse, især på en dag som denne, hvor vinden blæser heftigt. De høje træer, der omkranser nogle af hullerne, virker ikke til at give megen beskyttelse her, så på nogle af de lange huller står jeg på tee med samme fornemmelse, som når jeg går ind i et hus med stærkt gennemtræk. Jeg vil bare gerne have et anstændigt slag afsted, inden døren smækker i.

Omvendt er det også korte huller, hvor vi givetvis vil se tourstjernerne forsøge at drive green, hvis teestederne er rykket lidt frem, og vinden spiller med. Det gælder eksempelvis hul tre på Sand og hul tre på Sky (3. og 12. hul ved Danish Golf Championship).

Banen har masser af variation samtidig med, at der er en klar identitet.

Et af de mest markante kendetegn er de enorme wasteområder med sand, som findes på stort set hvert eneste hul. Et andet er den fornemmelse af plads, man hele tiden har.

På negativsiden betyder det, at der er nogle lange gåture mellem huller. Omvendt føles en runde på Lübker som at være på en rejse, nogle gange i skov, andre gange i det åbne og midt på Sky-sløjfen forbi en række huse, som er tilknyttet resortet.

Fornemmelsen af plads gør det også nemt at forestille sig nogle virkelig gode tilskuerområder, når DP World Tour kigger forbi, ligesom det vil give et bedre flow end i de mange år i HimmerLand, at 1. hul og 10. hul begge ligger ved klubhuset.

Omvendt er der også steder, hvor der vil være vanskeligheder. På hul 1 og 9 skal man spille på tværs af store, beskyttede strafområder, hvor man som spiller ikke engang må ind for at lede efter sin bold. På Sand-sløjfen (bag-ni ved DGC) er der et par 3-hul efterfulgt at et par 4-hul, der kan nås fra tee og yderligere et par 3-hul. Her vil logistikken udfordre.

Birdiechancer

Om du følger på skærmen eller vil tage til Djursland som tilskuer, så kan det ikke andet end blive en stor oplevelse at følge verdenseliten tackle Trent Jones Jr.-banen.

Min personlige fornemmelse er, at kun blæst og meget genstridigt vejr kan forhindre en meget lav vinderscore, også selv om man måske konverterer et enkelt eller to af de fem par 5-huller til par 4.

Par 5-hullerne vil være oplagte birdiechancer, og banen har tilmed fire par 4-huller, der ikke kan strækkes længere end 366 meter, hvilket for de bedste spillere er lig med en wedge eller sågar en putter i andetslaget.

Banen har syv doglegs, og for menigmand såvel som for eliten, er det afgørende at vælge kloge retninger fra tee.

Mange steder er der god plads til drivet, men der er væsentlige undtagelser. Hul 2 på Sky er en lækkerbisken af et golfhul mellem træerne, hvor en lille skovdjævel hopper op på din skulder og vil forføre dig til at slå din driver ind mellem de store træer og tæt på den brede green, der ikke er så forfærdeligt langt væk.

Men det er nok smartest at lade være. Jeg forestiller mig, at skråningen bag denne green er et godt sted at sætte sig og se golf den tredje uge i august.

Banens 11. hul (hul 2 på Sand) vil formentlig være stedet, som tv-kameraerne forelsker sig i.

Jeg har hørt flere nævne hullet som et af de bedste par 3-huller i Danmark, og når man spiller det første gang, forstår man hvorfor i samme øjeblik, man går ind på teestedet.

Det er et ganske kort hul, der ligger som en lille rede mellem høje træer. Det behøver ikke være noget svært hul, men din hjerne vil fortælle dig noget helt andet, når du ser det wasteområde, der beskytter green i dens fulde bredde og den sø, som du er tvunget til at slå over.

Det kan være fristende at vælge et jern ekstra, men så risikerer du selvfølgelig at stå med et chip ned mod benævnte wasteområde og sø.

Wasteområde og sø bliver også afgørende, når mesterskabet skal afgøres på sidste hul.

I HimmerLand var manddomsprøven for den førende spiller altid det drabeligt svære teeslag på 18. hul.

Det sidste hul på Sand-sløjfen har ikke et helt lige så svært åbningsslag, men det er ikke meget galt. Banen lukker med et for pro’erne 418 meter langt par 4-hul med tvungen carry over vand og wasteområde ind i et dogleg højre mod en af banens mindste greens, som ligger klos op ad vand i højre.

På dette hul er det nemt at forestille sig, at mange runder er endt i tårer, og det er en passende afrunding på en bane, som er blandt Danmarks ypperste og nu får en international eksponering, som den rigeligt fortjener.

 

Jens Kristian Thysteds tydeligste minde fra det første af en række besøg ved Made in HimmerLand var at få taget billede med John Daly. Året var 2017, og Smørum-spilleren var kun lige trådt ind i teenagealderen. 

På det tidspunkt var det ikke til at vide, at de to skulle komme til at dele mere end blot et foto. Thysteds start på den professionelle karriere har fået et slægtskab med “The Wild Thing’s” sensationelle gennembrud.

Som PGA Tour-rookie i 1991 var Daly blot niende reserve til PGA Championship, men mod alle odds blev der aftenen inden starten på årets sidste major plads i feltet til den langtslående amerikaner. Fraværet af en prøverunde var ingen hindring, og søndag tog Daly The Wanamaker Trophy med hjem.

Jens Kristian Thysted tog hul på den professionelle karriere til denne sæson efter overvejelser om at gå collegevejen eller at fortsætte som amatør. Beslutningen blev truffet efter et år, hvor det blev til EM-sølv med herrelandsholdet samt guld med Smørum ved EM for klubhold. Alligevel er “forfærdeligt” et ord, Thysted bruger til at beskrive sit 2023.

- Individuelt synes jeg ikke, at jeg præsterede noget som helst. Men jeg tog beslutningen om at turne pro, da jeg alligevel havde tænkt mig at spille Nordic League. Og jeg havde også en stor nok tro på, at jeg ville kunne få det vendt rundt med hård træning over vinteren. Men fra start gik jeg egentlig ind med ret lave forventninger, siger Thysted på telefon fra Sverige, hvor han ugen inden Danish Golf Championship er i kamp på den skandinaviske udviklingstour. 

Nordic League startede traditionen tro sæsonen i februar med fire turneringer i Spanien, men Thysted debuterede først som professionel et par måneder senere i den polske Spring Series. 

- Det var udelukkende et spørgsmål om økonomi. Jeg kunne spille i Spanien og Polen, og så ville jeg have nul kroner på kontoen. Eller jeg kunne spille i Polen og så have til cirka halvdelen af sæsonen derudover, forklarer det 20-årige talent. 

Selv om han kom senere i gang end størstedelen af konkurrenterne til de fem challengetour-kort, tog det ikke Thysted lang tid at få markeret sig og påbegyndt klatreturen op ad pengelisten, GolfBox Road to Europe. 

I Polen klarede han alle tre cuts og blev nummer otte i sin debut, men det var først, da Nordic League nåede dansk jord, at Thysted for alvor accelererede.  

- Vi spiller Rømø, og der ender jeg med at stå med en sejr i min kun fjerde turnering som pro. Og derfra gik det stærkt. Det er kulminationen på hård træning hen over vinteren og så nogle tekniske aspekter i svinget, der bare slog klik på samme tid og i en lang periode. Jeg spillede 11 uger i træk, og i de første ni spiller jeg noget af min bedste golf nogensinde.

Resultaterne taler for sig selv. To sejre, en andenplads, to tredjepladser og et par sjettepladser er det blevet til indtil videre, og på pengelisten er Thysted helt fremme på andenpladsen.

Det funklende spil har ført en invitation til den danske DP World Tour-turnering med sig. Fra at se idolerne fra tilskuerpladserne, bød muligheden sig for at træde inden for rebene og dyste mod Thorbjørn Olesen, Højgaard-brødrene og en række internationale profiler. Selv om der kunne være fornuft i at tilbringe ugen i de lavere rækker for at samle point til Road to Europe, krævede det ikke de store overvejelser, før Thysted takkede ja til en tur til Lübker.

- Der var slet ingen tvivl. Det er en oplevelse, som man ikke skal gå glip af. Og så tror jeg også nok på mig selv til, at jeg sagtens kan få tjent nok point ind i løbet af de turneringer, der er tilbage på Nordic League, lyder det fra himmelstormeren.

Thysted sluttede på tredjepladsen, da ECCO Tour lagde vejen forbi Lübker i juni, og han har også oplevelser fra banen gennem træningslejre og amatørturneringer. Om det nære kendskab kan give en lille fordel i forhold til konkurrenterne er ikke til at sige, men i det mindste kvalificerer det ham til at give en anbefaling til publikum om, hvor det er muligt at opleve action under turneringen.

- Det er jo en rigtig svær bane. Og den kræver simpelthen, at du finder fairways. Du skal være god fra tee. Der er nogle huller, hvor man hurtigt kan komme op i en høj score, hvis man ikke har tungen lige i munden.

- Der er ikke et hul som HimmerLands hul 16, men det tætteste, vi kommer, er fjerde hul på Sky-sløjfen. Det er et par tre hul på 125 meter, op ad bakke, hvor der er plads til en pæn mængde tilskuere omkring green. 

- Der er to plateauer på green, så man skal have rigtig god længde- og spinkontrol, og man vil formentlig se mange, der kommer tæt på en hole-in-one, men også mange, der kommer i problemer. Hvis pinden står i forkant, er der en falsk front, der gør, at man hurtigt kan rulle 20 meter væk. Hvis man har en pind i bagkant og ikke helt rammer længden, så har man enten et 10-meter putt op ad bakke, eller man er 10 meter over green. Der kan ske lidt af hvert på det hul.

Måske er det en stramning at sammenligne Jens Kristian Thysted med John Daly. Naturligvis er der en verden til forskel på en majortitel og ECCO Tour-sejre på Rømø og Samsø. Men fra ikke at have midler til at spille et fuldt program til at have det ene ben på challengetouren, er Thysted allerede nået langt. Og hvem ved, måske venter et stort resultat ved Danish Golf Championship.

Men forud for karrierens højdepunkt har Thysted ikke sat sig noget konkret sportsligt mål. I stedet fokuserer han på at skabe lykkelige minder.

- Jeg vil sige det sådan, at jeg hverken havde forestillet mig det eller turdet håbe på det for et halvt år siden. Det er kæmpe at stå her.

- Jeg glæder mig utrolig meget til det. Jeg er utrolig glad. Jeg er også utrolig stolt. Det er som en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg går allerede nu og er lidt oppe på dupperne over det. Og det bliver bare virkelig fedt at dele med forældre, familie og de personer, som har fulgt mig de sidste par år. Det bliver fandme fedt. Jeg kender mange, som glæder sig til at se mig, og jeg tror, jeg glæder mig mindst lige så meget til at se dem derude og mærke stemningen og presset af at have rigtig mange tilskuere. 

- Målet er at have det pissefedt. At nyde hvert et sekund. Og prøve at holde sig til sine opgaver, forsøge at være så rolig som muligt derude. Og så prøve at acceptere, at man kommer til at være ad helvede til nervøs. Det, tænker jeg, er en del af det - specielt som debutant, i Danmark, på hjemmebane. Det bliver en kæmpe uge, og jeg vil sige, at fokus bliver at nyde det, siger Thysted. 

Ikke helt ulig John Dalys tilgang til golfen.

 

Vi har en fin tradition for at tilbyde gode præmier til læsere af Dansk Golf.

Det skal ikke være anderledes denne gang, og vi udlodder derfor fire greenfeebilletter til en heldig og dygtig læser.

Skynd dig at være med.

Selve konkurrencen skal du deltage i på Golf.dk. 

Læs mere og deltag lige her.

Golfsporten er fyldt med valg og dilemmaer. 
På det mere jordnære plan kan det handle om at bruge driver eller jern fra tee. Forsøge at slå mellem træerne eller chippe ud på fairway. Eller vælge salaten i stedet for golf-burgeren.  
Men der findes også dilemmaer, som er forbeholdt ganske få golfspillere. Et af dem befinder sig i baghovedet på Jacob Skov Olesen, som formåede at rode sig ud i en stor bunke positive problemer, da han i juni måned blev den første dansker til at vinde The Amateur Championship. 

Med sejren fik Jacob Skov Olesen tre sidegevinster af den slags, som de fleste golfspillere vil sælge både deres bedstemor og hendes nye driver for at få fingre i. Den 25-årige dansker modtog nemlig invitationer til de næste tre majors i form af The Open i 2024 og Masters og US Open næste år. 

Oplevelsen ved British Open er allerede bogført, og til april er danskeren altså sikret en starttid på Augusta National i Masters. Og nu begynder det at lyde skørt, for Jacob Skov Olesen kan komme til at smide invitationen til den 89. udgave af Masters i skraldespanden. Den gælder nemlig kun, hvis han bevarer sin amatørstatus. 

Og det er her dilemmaet rumsterer. 

For der er længe til foråret, og selv om en tur ned ad Magnolia Lane i en Masters-uge meget vel kan være “once in a lifetime”, er Jacob Skov Olesens førsteprioritet at få hul igennem til en professionel tilværelse - helst inden azaleaen springer ud på Augusta. 

- Jeg vil gerne prøve at se, om jeg kan spille mig til et DP World Tour-kort i løbet af efteråret, siger Jacob Skov Olesen, da Dansk Golf sætter ham stævne på en varm sommerdag i København. 

- Hvis det glipper, er Masters min plan B, og så vil jeg turne pro i april, lyder det fra sydsjællænderen, der godt selv kan høre, at den sætning lyder ret flippet.

- Jeg håber, det kan betyde, at jeg nu kan spille ret frit. For det er ikke sådan, at det hedder DP World Tour-kort eller ingenting. Der ligger jo en ret hjernedød invitation på den anden side af planerne, lyder forklaringen på ungdomsk.  

 

Jagt på kineser 

Jacob Skov Olesen har to veje til kortet. Enten via tourskolen i efteråret, hvor han træder ind på second stage, eller via DP World Tours nye tiltag “Global Amateur Pathway”, hvor den bedste amatør på den lettere kringlede rangliste udstyres med et kort til 2025-sæsonen. Kvalifikationen slutter 13. oktober, og danskeren ligger i øjeblikket nummer to på listen, kun overgået af kineseren Wenyi Ding, der p.t. er nummer fire på amatørernes verdensrangsliste. Så nu skal jagten sættes ind. 

- Jeg er i fuld gang med at få lavet en turneringsplan, så jeg kan få indhentet ham. Nu skal jeg i første omgang spille Danish Golf Championship på Lübker, og så skal jeg forsøge at få nogle invites til andre DP World-turneringer, der kan give point til listen, siger Jacob Skov Olesen, der er klar over, at han skal udnytte vinduet som “hot shot” amatør til at skaffe sig invitationer: 

- Det gælder om at smede, mens jernet er varmt. 

Tag afsted

Jacob Skov Olesen vendte i sommer tilbage til Danmark fra fem års kombineret golf- og studieophold på amerikanske universiteter i Texas og Arkansas. Et længere ophold end mange af de øvrige danske golftalenter, der typisk nøjes med et par år på college i USA, inden de vender snuden hjem igen. 

De første fire år gik med et studie i kommunikation på Texas Christian University i Fort Worth - blandt andet i selskab med Gustav Frimodt, og til slut et år i Arkansas, hvor uddannelsen hed Operations Management. 

Han smiler lidt, da talen falder på indholdet af college-studierne. 

- Det har selvfølgelig været lidt vigtigt for mig at få en uddannelse, men når det kommer til stykket, er det nok mest min mor, der har haft den prioritet, siger han med et smil. 

- Jeg tror egentlig, jeg kunne have nået det samme niveau rent golfmæssigt, hvis jeg havde tilbragt fem år på ECCO Touren, men jeg har til gengæld fået mange oplevelser med fra USA, som jeg ellers ikke ville have fået. Og jeg kan kun anbefale unge danske golftalenter at prøve collegelivet i USA - og gerne sydpå. Jeg tror, det har betydet meget for min udvikling, at jeg har kunnet træne og spille året rundt, siger han. 

 

Hjernevask på den gode måde 

Efter fire år i Texas begyndte resultaterne for alvor at tikke ind på University of Arkansas, der traditionelt regnes som et golf-college fra øverste hylde. Noget af succesen kan tilsyneladende tilskrives en coach, som på ægte amerikansk facon fik banket en masse tro og selvtillid ind i kroppen på danskeren. 

- Jeg fik en coach i Arkansas, som syntes, at jeg var vanvittigt god. Og det var han også rigtig glad for at sige til mig. I starten tænkte jeg “whatever, hold nu kæft”. Men efter noget tid begyndte jeg at tænke, at jeg måske rent faktisk var god, fortæller Jacob Skov Olesen. 

- Man begynder lidt at tro på det, selv om det lyder så ironisk, når det kommer på rigtig amerikansk, og alt bliver hypet. At sige til sig selv, at man er god og “nok skal vise jer”, er nok meget godt i små doser, hvis man går og struggler med noget selvtillid og tro på sig selv. Hvis man får banket ting nok gange ind i hovedet, så tror man til sidst på det. Det er lidt en form for hjernevask, men på den gode måde, siger Jacob Skov Olesen. 

 

Jacob og de 287 andre

Jacob Skov Olesen har ikke længere behov for hjernevask for at blive bekræftet i, hvor god han kan være. Han skal bare kigge på det trofæ, han vandt, da han i juni måned drog til det nordvestlige Irland for at spille The Amateur Championship - en af verdens to største amatørturneringer og velsagtens den sværeste at vinde. Bare spørg Bobby Jones, Sergio Garcia og José Maria Olazábal, hvis navne er indgraveret i soklen på den gigantiske pokal.  

288 af verdens bedste amatører stiller hvert år til start i den legendariske turnering, hvor sejrherren skal igennem to runders slagspilskvalifikation og derefter vinde seks udmarvende hulspilsmatcher for at nå helt til tops. I år var det danske Jacob fra Næstved, der til slut kunne posere i sin røde landsholds-windbreaker med trofæet i hånden.  Og så hører det endda med til historien, at danskerens tilstedeværelse på Ballyliffin var lidt af en tilfældighed. 

Takket være sine gode præstationer på college-scenen fik Jacob Skov Olesen mulighed for at spille Arnold Palmer Cup i juli - et opgør mellem udvalgte amatører fra USA og Europa. En udtagelse, som skulle vise sig at give store ringe i vandet. 

- I starten af året var det egentlig meningen, at jeg skulle turne pro efter college og forsøge mig med Q-school til PGA Tour Americas. Men så blev Palmer Cup en mulighed, og jeg besluttede mig for at gøre det i stedet, fortæller han.    

- Det betød, at jeg skulle fylde tiden ud med nogle amatørturneringer, og så gav The Amateur bare mest mening. Også selv om jeg egentlig aldrig har brudt mig særligt om at spille linksgolf, fordi bolden popper lidt rundt i alle retninger. 

- Jeg havde ikke spillet links siden 2017 på Royal County Down, og dengang syntes jeg egentlig, det var lidt irriterende. Men jeg er blevet ældre, og slår man nok gode slag, bliver man også belønnet til sidst, siger Jacob Skov Olesen, der blev netop det. 

Burger og cola

Finalen over 36 huller mod englænderen Dominic Clemons blev tv-dækket fra start til slut, og Jacob Skov Olesen, der havde sin kammerat Jamie Tofte Nielsen med som caddie, virkede umiddelbart totalt afslappet og i kontrol. Efter sejren blev han spurgt, hvad han dog havde fået til frokost, siden han var så flyvende på finalens sidste 18 huller. 

- En burger og en cola, lød det tørt fra danskeren til kommentatorernes store fornøjelse.

 - Og jeg var faktisk meget afslappet derude, fortæller han, da Dansk Golf interviewer ham dagen efter Viktor Axelsens knusende sejr i OL-finalen i badminton. 

- Jeg tror, jeg havde det lidt ligesom Viktor Axelsen. Jeg følte, jeg var min modstander ret overlegen - ikke bare på banen, men også psykisk. I hulspil er det nemt at se på modstanderens ansigtsudtryk, om han har det godt eller ej, siger Jacob Skov Olesen,  som ud over trofæet og de tre rare sidegevinster også blev belønnet med en plads i den danske golfhistorie. 

- Der er mange, der snakker om at få skrevet sig i historiebøgerne på en eller anden måde, og der vil jeg jo faktisk altid stå. Der er jo aldrig nogen, der kan vinde den første gang igen, og det er egentlig meget fedt. 

På Ballyliffin havde arrangørerne på vejen op til første tee placeret en række store skilte med billeder af de sidste otte års vindere og teksten: “Will this be you?”. 

Og hvis den tradition fortsætter, kommer Jacob Skov Olesen til at hænge der som inspiration i mange år fremover.  

- Jeg håber da, det kan være med til at give andre danske talenter troen på, at det kan lade sig gøre at vinde den her turnering, siger han. 

 

Sidegevinst nummer 1: The Open

En måned efter triumfen på Ballyliffin gik turen til Skotland og endnu en linksbane i form af Royal Troon. Og indløsning af sidegevinst nummer 1. En plads i The Open. 

Mens pulsen i amatørernes Open blev holdt nede i nærheden af hviletilstand, var der anderledes gang i systemet, da Jacob Skov Olesen stillede sig op på 1. tee på Troon:  

- Jeg kunne godt mærke det på de første ni huller om torsdagen. Det var noget mere nervøst, men derfra havde jeg det faktisk rigtig fint. Jeg har altid haft det bedst med at gå lidt under radaren, og jeg troede, det ville blive en større ting med så mange tilskuere i The Open. Men jeg synes egentlig, det var meget fedt, og man skal jo bare sørge for at huske sig selv på, at man er god, siger Jacob Skov Olesen, der også fik et reality check ved at gå sammen med de professionelle kolleger. 

- Man bliver mindet om, at selv om de er virkelig, virkelig gode, så slår de også en skævert og misser en green fra 120 meter. Så bliver de pludselig mere menneskelige, siger Jacob Skov Olesen, der understreger, at han ikke tog til The Open bare for at få en oplevelse. 

- Jeg havde som mål, at jeg ikke bare ville være der for at være der. Jeg ville ikke stille mig tilfreds med at spille en major og så blive nummer 140, siger han.

Den 25-årige dansker spillede prøverunde med flere af de øvrige danskere og fik en kort snak med Ludvig Åberg, som han kender fra collegetiden, men lod ellers køllerne tale og endte i sin første major med et klaret cut og en 60. plads. 

- Det lyder ikke af særlig meget, men jeg er faktisk godt tilfreds, selvom jeg gerne ville have vundet den Silver Medal, siger han med henvisning til prisen, der uddeles til den bedste amatør i feltet og som i år blev vundet af skotske Calum Scott. 

 

Et rundt nul 

På de officielle resultatlister fra The Open står der ud for proerne på 60. pladsen et beløb på 42.150 dollars - svarende til 285.000 kroner.  Ud for Jacob Skov Olesen er der et stort rundt nul. 

- Min lillebror gik caddie for mig derovre, og vi har joket lidt om det. Det kunne da have været fedt at få de penge, men man ved jo godt på forhånd, at der ikke er en krone at hente som amatør. Men jo, de ville da have lunet lidt, siger Jacob Skov Olesen.  

Det var på Troon, at Henrik Stenson og Phil Mickelson udkæmpede den episke duel i 2016. Netop Mickelson er Jacob Skov Olesens forbillede, og det var da også uhyggeligt tæt på, at han fik lov at spille med sit idol.

- I den ene finalerunde gik jeg i bolden bag ham, og i den anden lige foran ham. Det var lidt uheldigt, siger Jacob Skov Olesen om “Lefty”, der ligesom Mike Weir og Bubba Watson alle har trukket i verdens mest eftertragtede grønne jakke.

Alle er de venstrehåndsspillere ligesom Jacob Skov Olesen, der allerede har fået et brev fra Augusta National med en bekræftelse på, at han er velkommen, når det går løs i april.

Danskeren kan altså skimte karrierens anden major, og som venstrehåndsspiller (og en dosis amerikansk coaching) måske endda i en rolle som favorit…? 

- Ha, jeg ser mig selv som favorit til at blive bedste amatør. Men nu må vi se, om jeg spiller. Der er stadig en fin chance for det, men jeg prøver ikke at tænke alt for meget på det og i stedet holde fokus på, hvad der skal ske de næste 3-4 måneder.  Lige siden jeg var lille, har det også været en drøm at få en kategori på DP World Tour. Så jeg må bare prøve at fortsætte med at skabe positive problemer for mig selv, lyder det fra Jacob Skov Olesen. 

Under The Open Championship holdt direktør Martin Slumbers sit første pressemøde efter beslutningen om at træde tilbage efter sit ti år lange lederskab af R&A. Til trods for, at det var herrernes tur til at skinne, fremhævede Slumbers udviklingen i Women’s Open som en af organisationens største bedrifter i sin tid som CEO. 

- Jeg er meget stolt af AIG Women’s Open og det faktum, at vi har taget turneringen og - med hjælp fra AIG - gjort den til velsagtens en af de to største professionelle kvindeturneringer i verden, sagde Slumbers.

Mesterskabet har så sandelig været på en lang rejse for at finde hjem til hele golfspillets hjem, Old Course i St Andrews. Her slår golfbanens rullende konturer ind mod de tykmurede stenbygninger, der skaber den golfgale universitetsby. Rusacks hotel, The Jigger Inn, R&A’s klubhus med udsigt til første tee og 18. green.

Det er her, vinderen af årets udgave af AIG Women’s Open skal findes; et noget nær utænkeligt scenarie, da Nicole Broch Estrup, Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen, tre af deltagerne i turneringen, kom til verden for rundt regnet tre årtier siden.

Tobaksrøgen letter i Canada

Vi skal til Nordamerika for at finde roden til Women’s Open i den nuværende form. I 1979 fik Canada tildelt en major, som fem år senere fik titlen “du Maurier Classic”. Turneringen blev med tiden en kæmpe succes både blandt spillere og publikum, men omkring årtusindeskiftet opstod der problemer. Mens du Maurier havde været en god og tro ven af LPGA Tour, stod det anderledes til i samfundet generelt. 

Turneringen bar navn efter et cigaretmærke, og da Canada skærpede reglerne for reklamering af tobaksprodukter, blev firmaet bag, Imperial Tobacco, nødt til at opgive sit sponsorat. Det var en tid med stor usikkerhed og nervøsitet. Laura Davies udtalte, at det ville være “katastrofalt”, hvis du Maurier Classic gik til grunde. På et pressemøde fortalte Don Brown fra tobaksproducenten om de dystre udsigter. 

- Beklageligvis, og med al sandsynlighed, vil vi ikke være i stand til at fortsætte under de lovmæssige restriktioner, som træder i kraft 1. oktober 2000. Ikke desto mindre er vi opsat på at gøre vores yderste for at finde en ny sponsor til 2001 og fremefter. Det er ekstremt vigtigt at bevare du Maurier Classic og turneringens majorstatus.

Det lykkedes kun delvist. du Maurier Classic lever videre som Canadian Women’s Open - eller CPKC Women’s Open - men efter 2000 var den værdifulde majorstatus forsvundet. 

Det vakuum kom Women’s British Open til at fylde, ikke mindst takket være de prominente destinationer mesterskabet så småt var begyndt at frekventere.

Tingene tager fart

Klæder skaber folk, siges det, og på samme måde skaber baner golfturneringer. Det gør en forskel, hvilket kanvas der males på, og frem til 1994, hvor mesterskabet blev permanent tællende på LPGA Tour, levede Women’s British Open en stille tilværelse på Ladies European Tour. Blandt banerne i herrernes Open-rotation var Royal Birkdale den eneste, som havde givet damerne en chance for at vise evnerne frem under rå og rørende linksforhold. 

Det kom til at ændre sig. I 1998 blev mesterskabet spillet på Royal Lytham & St Annes og to år senere på Royal Birkdale. Turnberry fulgte ikke lang tid derefter. Det tilførte et historisk element og en tyngde, som var en stærkt medvirkende årsag til tildelingen af majorstatus fra 2001. 

Den anerkendelse gav endnu mere vind i sejlene, og i 2007 fik verdens bedste kvinder for første gang nogensinde lov til at prøve kræfter med ikoniske Old Course. St Andrews og verden så til, mens Lorena Ochoa, nummer et på Rolex Rankings, førte fra ende til anden og sikrede sig en sejr på fire slag. 

Vinderen fortjente banen, og banen fortjente vinderen. Øjeblikket markerede begyndelsen på en ny æra i kvindegolf, hvor barrierer blev nedbrudt og inklusion gjorde sit indtog.

Et højdepunkt i karrieren

Den historiske begivenhed blev fulgt op seks år senere med Stacy Lewis, et andet af tidens helt store navne, som vinder af den anden udgave i St Andrews. 11 år er gået, men nu er turneringen tilbage i golfens hjem, og det er ikke kun for tilskueren, at stedet har en noget nær religiøs betydning. Et årti efter sin historiske majortitel kiggede Ochoa tilbage på bedriften.

- Det er stadig svært at begribe, hvor stort det var. Første gang på St Andrews, min første majorsejr. Betydningen af, at en mexicaner vandt en major der. Jeg tror, golfspillet havde en plan om, at jeg skulle vinde en major i St Andrews. Jeg vil for altid være en del af historien der. Det gør mig meget stolt. 

For de hjemlige spillere er den turboladede betydning af stedet, begivenheden og historien naturligvis heller ikke gået tabt. Hør bare vinderen fra 2018, Georgia Hall, som blev bedste amatør på Old Course tilbage i 2013. 

- Jeg tror, det bliver meget specielt. Da jeg er britisk, er det naturligvis årets vigtigste turnering for mig, men at det er på St Andrews gør det ekstra specielt, og jeg tror, alle ønsker at vinde denne udgave en lille smule mere. 

- Det eneste, der ville kunne overgå min sejr på Lytham, er at vinde her. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får chancen for at spille St Andrews igen. Jeg ved ikke, hvornår turneringen vender tilbage, sagde Hall under en mediedag tre måneder forud for turneringen. 

Anna Nordqvist fik sin majordebut som amatør på Old Course i 2007, da Ochoa sejrede, og hun har været med i hver eneste udgave af mesterskabet lige siden. Den 37-årige svensker har oplevet udviklingen på egen krop, og den giver grund til stor glæde og optimisme. 

- De sidste par år har vi fået de baner, som vi har fortjent. Det er tredje gang, vi spiller St Andrews, og vi har været nogle virkelig gode steder. Women’s Open er i mine øjne den bedste turnering i kalenderen, og det skyldes alt lige fra stigningen i præmiepenge til de baner, vi spiller.  

Der er dog stadig et stykke vej til et fuldblods linksmesterskab på sandet jord med langstrået rough vajende i vinden. Det kom som en overraskelse for Hinako Shibuno, da hun i 2019 for første gang bragte sine golfkøller med til udlandet. Hvad der mødte den blot 20-årige japaner, var Woburn, en skovbane, som en halv klode hjemmefra gav en velkendt følelse for majordebutanten, den senere vinder efter et putt på fem meter på 72. hul.

Den type baner - gode og traditionsrige på deres egen facon - får fortsat tildelt mesterskabet, men rendyrkede linksbaner har fået en mere fremtrædende rolle gennem årene. Det er en kærkommen tendens, mener Nordqvist, som dog svarer politisk korrekt på Dansk Golfs spørgsmål under Aramco Team Series i London i juli.

- Vi har efterhånden spillet Woburn nogle gange, og det er en fin bane. Jeg synes, det er fint, hvis der er et mix af klassiske linksbaner og “inland”-baner. Men jeg er klart mest fan af at spille Women’s Open på linksbaner på grund af historien, og fordi vi ikke spiller så meget links i løbet af året. Og så er det bare sådan, et British Open bør spilles, siger svenskeren, som sejrede på Carnoustie i 2021 efter at have gået førerbold på finaledagen med Nanna Koerstz Madsen. 

Billede på en bredere tendens

Flere elementer ligger bag den stigende prestige, som langt om længe har ført eksplosive stigninger i præmiepenge med sig. Det gælder ikke kun mesterskabet, som R&A overtog efter sammenslutningen med Ladies Golf Union i 2017, men alle de nu fem majors - Chevron Championship (tidligere ANA Championship), US Women’s Open, KPMG Women’s PGA Championship og siden 2013, Amundi Evian Championship. 

Da Stacy Lewis vandt på Old Course for 11 år siden, lød førstepræmien på 402.000 dollars. For et år siden modtog Lilia Vu 1.350.000 for sin suveræne sejr på Walton Heath, mere end en tredobling.

Særligt i de seneste år er udviklingen gået stærkt. I 2021 udbetalte de fem majors samlet 23,4 millioner dollars. Tre år senere er beløbet mere end fordoblet til 47,3 millioner, og det er selv uden en eventuel stigning i præmien i den britiske major, som i reglen først offentliggøres kort før mesterskabets start. 

- Alle de store turneringer skubber hinanden fremad og hæver præmiepengene. Hver major har sine egne karakteristika, og alle fem er meget specielle, siger Nordqvist begejstret.  

Det ser lyst ud, og det kan til dels tilskrives den teknologiske udvikling. Kabelløse videokameraer har gjort logistikken omkring at dække sportsbegivenheder spredt ud på store arealer langt mere overkommeligt, og med indtoget af digitalt tv og streamingtjenester er kampen om sendefladen ophørt. Nu er der plads til alle. Der er flere, længere og bedre tv-produktioner, og det har en klar effekt. Eksponeringen stiger, hvilket gør spillere såvel som mesterskaberne mere attraktive for sponsorer. Tallene lyver ikke, men i direkte sammenligning blegner de.

I den seneste udgave af AIG Women’s Open blev der fordelt ni millioner dollars mellem spillerne. Det er langt fra de 17 millioner, herrerne spillede om på Troon i juli (en halv million mere end i 2023), men den kløft fylder ikke i Georgia Halls tanker. 

- Jeg synes, det er vigtigt at se på, hvor langt vi er nået i løbet af det seneste årti i stedet for at se på, at vi endnu ikke har lighed med herrerne, og det opnår vi nok heller ikke i et godt stykke tid fremover. Men den støtte, vi får fra R&A og AIG til denne turnering generelt, statuerer et fantastisk eksempel for andre firmaer og turneringer til at hæve niveauet og gøre det samme, siger englænderen på 28 år.

Man kunne hænge sig i, at R&A, en organisation med over 2.000 medlemmer, skulle frem til 2015, før de første kvinder blev optaget, og at der i en årrække derefter fortsat ikke fandtes et omklædningsrum i klubhuset til det oversete køn. Man kunne fremhæve mange af andre uretfærdigheder, kvinder i golf har været udsat for gennem historien. Men lad os følge Georgia Halls anbefaling og fokusere på den positive vinkel. 

Professionel damegolf har muligvis aldrig haft det bedre. LPGA Tour trives, majors har vokseværk, og eksponeringen stiger. Og midt i det hele står AIG Women’s Open, i år på Old Course. Nelly Korda, Lydia Ko og Danmarks tre bedste spillere. Vi får dem alle at se på Swilcan Bridge, i Valley of Sin og forhåbentlig ikke for ofte i The Road Hole Bunker. Det har været slow cooking for at nå hertil, men alle ingredienserne er der til et magisk mesterskab, større og bedre end nogensinde. 

 

-       Det må være et af de bedste par 5-huller, jeg nogensinde har spillet, udbryder jeg, da jeg når bakketoppen på 17. fairway.

Min makker og jeg har godt nok lige tabt vores match på sidste hul, og regnen er så sagte begyndt at falde efter 16 huller i solskin. Om nogen hører, at jeg siger noget, ved jeg heller ikke.

Jeg er bare benovet, slet og ret. I dagene efter runden på Hamburger Golf-Club Falkenstein går jeg nogle gange og funderer over, om det er den bedste bane, jeg har spillet.

Jeg har dog spillet nogle gode de seneste år, men ikke mange jeg falder for som denne perle af Harry Colt.

Vi har alle forskellige ting, vi falder for i en partner. En særlig visdom i ansigtsrynkerne. En charmerende trille i stemmen eller en måde at berøre.

Det samme gælder i virkeligheden golfbaner, og Falkenstein har flere af de egenskaber, jeg synes karakteriserer de ypperste baner.

Forbundet og frigjort

Den er tidløs i sin udformning. Den er på en gang fuldstændig forbundet med sine omgivelser og aldeles frigjort fra dem. Den behøver hverken pumpe sine kvaliteter svulstigt op eller skjule sine skønhedspletter.

Og så hviler klubben så meget i sig selv, at den ingen trang føler til at prale. 

Gps’en kan sagtens vise vej til klubben, men der er ikke noget skilt. For enden af vejen er en lille, hvid bygning og en parkeringsplads, der er fuldstændig anonym og intet røber om tilhørsforhold.

Vi er en smule i tvivl, om vi er kørt til greenkeepergården i stedet for klubhuset. Men vi tager vores bags igennem en lille passage i bygningen, for enden af hvilken åbenbarer sig et golfparadis.

Det er lige før, at antydningen af fjedring i græsset under fodsålerne giver sit eget diskrete udtryk for den samlede kvalitet. Et par store putting greens, et indspilsområde og en driving range ligger lige foran klubhuset.

Der bliver ikke leflet. Vi har godt nok fået lov til at spille denne mandag, men pro-shop og restaurant lukker altså hver mandag, så det er heldigt, at der er lidt vand og snacks i den lille hytte ved første tee. Vi lægger en håndskrevet seddel, hvor der står, hvad vi har taget. Efter runden får vi lov til at afregne i knitrende euros med klubsekretæren. Tyskland er ikke nær så digitaliseret som vi er, og det mærker man også her.

Nær flodens bred

Hamburger Golf-Club har ikke altid ligget her ved Elben, hvor vi aftenen inden har set krydstogtskibene og containerbådene -  fyldt med rige turister og bras fra Teemu - sejle forbi. Som så mange andre gamle klubber i store, europæiske byer har den måttet flytte, inden guldalderarkitekten Colt tegnede de 18 huller ved Falkenstein, som for længst er opslugt af den urbanisering, som området alligevel formår at forskanse sig fra.

Paradokset i designet er, at det ligger på forholdsvis lidt plads, men præserverer en følelse af, at hvert hul er sit eget. Den tvinger desuden spillere til at slå voksne og visuelt intimiderende drives på rigtig mange huller. Der er doglegs overalt og højdeforskelle på langt de fleste huller. Typisk med et højt beliggende teested til en fairway, hvorfra terrænet atter går opad mod green.

Som alle gamle har den særheder. Lige foran klubhuset er der en knold, som ikke rigtig passer ind i resten af terrænet. På knolden ligger teestederne til hul 1 og hul 10. De er næsten ved siden af hinanden, og så spiller man ellers ud i hver sin retning, så vi skal dobbelttjekke, at vi slår den rigtige vej på første slag. Vi skal i øvrigt også dobbelttjekke, at der ikke er trafik foran tee. Folk går nemlig tværs over fairway, når de kommer fra klubhuset og skal over til driving range.

Banens første hul er muligvis banens mindst gode. Green ligger i ejendommens udkant med vejen lige bagved, men herfra bliver vi nærmest ført de næste 17 huller gennem skovkorridorer af høje fyrretræer og lyngområder, som må se strålende ud i blomst.

Takket være de mange kuperinger og doglegs åbner der sig langt flere end 18 vues på banen, som vi ikke behøver at nævne er i ubeklikkelig stand. Det betyder også, at der er blinde slag undervejs. Jeg har aldrig haft meget til overs for den almene klynk over blinde slag. Her kan ingen klynke, fordi selv når slaget er blindt, viser trætoppene dig, hvor du skal hen, og hvor stor den tilladte fejlmargen er.

Der er ikke strafområder med vand noget sted på banen. Dens tre par-5 huller bliver af eksperter fremhævet som en af de bedste samlinger af slagsen i Europa. De snor sig som slanger gennem skoven. Det ene er lige (hul 2). Det næste doglegger højre (hul 4), og så er der hul 17, som doglegger venstre, og hvor du fra tee slår ud over en bakke. Rammer du drivet godt, får du masser af rul, og så har du en beslutning at tage i næste slag. Klassisk risk/reward, men i stedet for en sø, skal du over et kæmpe lyngområde.

Hverken ord eller fotos kan yde det retfærdighed. Det er et prægtigt golfhul, som skal opleves.

Hamburger Golf-Club blev sidste år af Golf World rangeret som den bedste bane i Tyskland og den tiendebedste i kontinentaleuropa. På samme hylde som Valderrama, Morfontaine, Les Bordes, Lofoten, Utrecht de Pan og deslige. Står den vurdering til troende, så er der tale om den bedste bane i umiddelbar nærhed af Danmark.

Efter en runde på Falkenstein synes jeg ikke, det er skudt over målet.

Golf var med ved OL for tredje gang i moderne tid, og det synes hævet over enhver tvivl, at det aldrig er gået bedre.

Stjernerne var ombord og gav den alt, hvad de havde. Publikum strømmede til fra hele verden og skabte en kulisse, som formentlig kun Ryder Cup kan konkurrere med.

Dansk Golf var der også. Her er fem af  de blivende indtryk fra nogle uforglemmelige dage på Le Golf National.

Glæden ved at se noget vokse

I golfsporten elsker vi vores traditioner. At The Open har været spillet mere end 150 gange giver en magi, som aldrig kan kopieres (eller købes, fristes man også til at skrive i disse tider).

Men olympisk golf giver os noget helt unikt. En global turnering, som åbenlyst ikke handler om penge og som vokser organisk fra gang til gang.

I Rio ville hverken stjernerne eller publikum for alvor støtte op om en golfturnering, som ingen vidste, hvad man skulle forvente af. Tokyo kan ikke klandres, at deres lege lå midt i en pandemi, men mennesketomt var der.

Paris var en fest. Når den olympiske golfturnering var bedst, var Le Golf National et menneskehav af feststemte folk i flere farver landsholdstrøjer og fra flere kulturer og folkeslag end nogen anden golfturnering nogensinde, er jeg sikker på.

Det er det mest uudslettelige indtryk, jeg fik med fra Paris.

 

Landsholdsstemning omkring green

En morgen sad der på mit hotel en journalist fra New Zealand ved bordet ved siden af mit. Hun talte i telefon med nogen derhjemme og fortalte om sin oplevelse med at dække golf dagen inden.

- Det er helt utroligt. Fansene har golftøj på alle sammen. Selv deres stakkels børn har golftøj på, hørte jeg hende sige.

Da hun vendte sig, fik vi øjenkontakt. Jeg pegede på min åndbare polo af teknisk materiale, der endda havde ordet “golf” påskrevet. Vi lo begge.

Da hun havde lagt på, forklarede jeg hende, at OL faktisk er den golfturnering, jeg nogensinde har været til, hvor færrest mennesker i publikum havde golftøj på.

Der var nemlig tusinder af folk, der var iklædt landsholdstrøjer og flag i alle FN’s farver. Der var slagsange i utallige sprog.

En del publikummer kendte ikke golfsporten indgående, så man kunne overhøre sjove og uskyldige kommentarer undervejs fra folk, der ikke lige vidste, hvad en par eller birdie var. Man hørte også oftere en mobiltelefon ringe, end man normalt gør til en golfturnering.

Den newzealandske journalist fortalte mig, at hun nu skulle ud og dække trampolinspring.

Den sidste dag ved OL spejdede jeg efter hende i pressecentret, men så hende ikke. Jeg tænkte, at hun gerne ville have oplevet sin landskvinde Lydia Ko vinde guld og opleve mere af den unikke eksponering af golf til et nyt publikum.

Kønskløft og powerkvinder

Et stærkt minde fra den olympiske golfturnering var at se verdens bedste damer gå i krig med den samme bane, som verdens bedste mænd havde spillet så sent som tre dage forinden.

Eller spørgsmålet er, om man kan kalde det helt den samme bane? 

Mændene havde en våd bane, hvor de kunne stoppe bolden på et frimærke. Det betød blandt andet, at Scottie Scheffler og Nicolai Højgaard tangerede banerekorden på 62 slag, og at guldet blev vundet i en vinderscore på 265 slag (-19).

Damerne fik en tør bane at spille på, hvor det var svært at stoppe bolden. Og da de blev nødt til at slå til omtrent de samme landingsområder som herrerne, havde de længere jern ind til de tørre greens, hvoraf rigtig mange er beskyttet af søer.

Lydia Ko brugte 13 flere slag end Scottie Scheffler og var -10 for ugen (hvis du synes, at der er noget matematisk, der skurrer, så hænger det sammen med, at banen spillede par 71 for herrerne og par 72 for damerne).

Roughen var bestialsk, især for kvinderne. Jeg så Anne van Dam bruge tre slag på at komme ud at roughen ved 4. hul, og det var langt fra det eneste tilfælde. 

Det betød for damerne, at der var potentielle katastrofer på hvert hul, ikke bare de ni huller med vand. Leona Maguire havde en virkelig skidt uge og var 24 over par efter tre runder, hvorefter hun pyntede på det med en 71’er til sidst.

Hver turnering havde sin helt unikke charme. At se folk som Scheffler, Hideki Matsuyama og Victor Perez bombardere OL med birdies på finaledagen var mindeværdigt. Mindst lige så mindeværdigt var det at se en hærdet veteran på 27 år som Lydia Ko spille med sammenbidt ynde og holde den angribende Esther Henseleit stangen for at fuldende sin samling af olympiske medaljer.

Profiler måtte gå uden for rebene

Der er noget lidt fascinerende ved at opleve en stor golfturnering arrangeret under ny paraply.

International Golf Federation (IGF) er ganske vist et samarbejde mellem garvede arrangører som DP World Tour, PGA Tour, LPGA, USGA og R&A.

IGF arrangerer ganske vist også VM for hold hvert andet år.

Alligevel er der ligheder og forskelle i forhold til de turneringer, vi ser uge efter uge.

Eksempelvis var dommerne ved OL de samme, som spillerne er vant til at se på de store tours.

Til gengæld kan spillerne slet ikke få de samme akkrediteringer til at have det team omkring sig, som de er vant til, og tilknyttede personer har ikke samme rettigheder. 

Til en Ryder Cup går spillernes familiemedlemmer, dele af pressen, holdkaptajner, vicekaptajner, trænere og en række andre inden for rebene.

Ved OL var det stort set kun spillere, caddies, nogle få frivillige samt kameramænd, der måtte være inden for rebene.

Blandt holdkaptajnerne var golfikoner som australske Karrie Webb og danske Thomas Bjørn. Man spørger sig selv, hvornår de sidst har måttet gå uden for rebene ved en golfturnering sammen med de almindelige fans, og hvornår de af samme årsag sidst har poseret til så mange selfies under en turnering.

På billedet ses Nicolai Højgaards træner, Søren Hansen, og Thomas Bjørn i en snak under den første turneringsdag ved herrernes turnering.

 

Hvor kommercielt er OL egentlig?

Man skal ikke være naiv omkring de enorme summer, der er i omløb omkring et OL.

Men når man bevægede sig omkring på Le Golf National, var det nemt at få øje på muligheder for omsætning, der ikke blev udnyttet.

Ved en major eller en Ryder Cup er der en konstant gennemstrømning i merchandise-teltene. Her kan man købe logoficerede varer med alt, der kan være i en golfbag eller på kroppen af en golfspiller. Ved Ryder Cup i Rom sidste år var der nogle gange op mod 30 kasser åbne på samme tid. Når man nåede op til kassen, var det svært at indtaste sin pin-kode, fordi priserne fik ens øjne til at løbe i vand, men man endte med at betale alligevel.

Ved OL på Le Golf National? Not so much.

Der var et par mindre merchandiseboder, hvor man for det meste bare kunne købe “Paris 2024” uden noget særligt golfpræg.

Jeg husker også at have betalt ti euro for en fadøl ved en Ryder Cup. Dem skulle man kigge længe efter på Le Golf National. Det var dog ikke nødvendigvis, fordi man ikke ville tjene penge på ølsalg.

Fransk lov er yderst restriktiv omkring salg af alkohol, så det var kun for tilskuere i VIP-lounges, at øl var tilgængeligt.

I øvrigt var det også forbudt at ryge på Le Golf National. Den engelske spiller Charley Hull fortalte, at hun mente, at det forringede hendes chancer, fordi hun plejer at ryge på banen for at berolige sig selv. Men det er selvfølgelig en anden snak.